Unge i Horsens vil være håndværkere
Erhvervsfaglige uddannelser tiltrækker flere unge i Horsens end på landsplan, viser nye tal for vækst.
Det viser nye tal for udviklingen i det vestdanske vækstområde ifølge Horsens Kommunes hjemmeside. Tallene er samlet i rapporten Kontur for Jyllandskorridoren 2012. Rapporten omfatter nøgletal for udvikling i det vestdanske vækstområde inden for uddannelse, bosætning og erhverv.
Stadig arbejde med at fremme uddannelse
- Det er et positivt tegn på vækst, at der i Horsens Kommune er flere unge med en erhvervsfaglig uddannelse end i regionens øvrige kommuner. Vi satser fuldt ud på at understøtte denne udvikling. Samtidig må vi dog konstatere, at der fortsat ligger en opgave i at få flere unge i gang med en lang videregående uddannelse, siger borgmester Peter Sørensen.
Ifølge rapporten går det godt for iværksætterne i Horsens Kommune. Ansatte i nyetablerede virksomheder udgør således over 8 procent i forhold til den samlede beskæftigelse i den private sektor. 61 procent af de virksomheder, som blev startet for fem år siden, eksisterer desuden fortsat.
Kontur Jyllandskorridoren udgives af Horsens Kommune og Region Syddanmark en gang om året. Formålet er – gennem synlighed – at positionere Vestdanmark i den nordeuropæiske vækstindsats.