Aart Architects vinder Musholm Bugt Feriecenter
Udbygningen af Musholm Bugt Feriecenter er lagt i hænderne på et rådgiverteam med Aart i spidsen.
- Lige siden det første spadestik til Musholm Bugt Feriecenter blev taget, har vi drømt om at udbygge feriecentret med flere oplevelser med plads til forskelle. Vi havde dog ikke i vores vildeste fantasi drømt om, at udbygningen kunne blive så fantastisk, som den nu ser ud til at blive, udtaler Evald Krog, formand for Muskelsvindfonden og Musholmfonden.
Han glæder sig over, at det vindende team har skabt et særdeles spændende bud på, hvordan et tidssvarende, tilgængeligt og bæredygtigt byggeprojekt kan medvirke til at gøre opholdet på Musholm til noget ganske særligt for mennesker med handicap.
- Jeg ser alle vores intentioner afspejlet i vinderforslaget på perfekt vis, og Aart Architects har virkelig bevist, at huse kan aktivere mennesker, fortsætter Evald Krog.
Multihal som hjertet i fremtidens feriecenter
Udbygningen af Musholm Bugt Feriecenter fordeler sig i to afsnit i form af en ny multihal med tilhørende fælleshus og en række nye ferieboliger. Den nye multihal ligger i hjertet af feriecentret, mens ferieboligerne ligger i periferien.
Ved at lade livet og aktiviteterne brede sig som ringe i vandet fra multihallen ud til ferieboligerne skaber vinderforslaget en robust ramme for fremtidens feriecenter, der tilbyder en enestående udsigt over bugten og landskabet.
- Med udbygningen af Musholm Bugt Feriecenter viderefører vi ikke alene feriecentrets arkitektoniske tone og kvalitet. Vi hæver også barren for socialt bæredygtig arkitektur ved at give alle besøgende uanset handicap mulighed for aktive og attraktive ferie- og fritidsoplevelser. Vi har således søgt at stemme arkitekturen på en særlig måde, så den ikke alene skaber tilgængelige rammer for, men også motiverer til aktivitet og fællesskab, forklarer Anders Tyrrestrup, partner i Aart Architects.
Han peger blandt andet på, at et varieret aktivitetsforløb i hallens periferi giver besøgende, uanset handicap, mulighed for at udfolde sig fysisk. Et rampeforløb med forskellige oplevelseszoner bringer de besøgende gennem aktivitetsforløbets mange plateauer, hvor kørestolsbrugere blandt andet kan prøve kræfter med en klatrevæg.