Indeklima skal forbedres på to skoler
Undersøgelser viser lidt for høje koncentrationer af PCB på to skoler i Kolding Kommune. Senest om to år anbefales det, at man fjerner kilden til forureningen.
Resultaterne viser, at der på Lyshøjskolen og på Bramdrup Skole er lidt for høje koncentrationer af stoffet i nogle afdelinger. Det skal der nu gøres noget ved.
- Der er ikke noget alarmerende i de koncentrationer, der er konstateret på de to skoler. Vi har været i kontakt med embedslægen for at få hans vurdering af problemet. Herfra lyder meldingen, at det ikke er forbundet med nogen akut sundhedsfare at bruge skolen, og at vi i øvrigt rådes til at følge anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, forklarer afdelingsleder Michael Pagaard, Kolding Kommune.
Anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen indebærer:
• Her og nu skal der gøres mere rent, der skal luftes oftere ud på skolerne, og mulighederne for at forbedre evt. ventilation undersøges.
• Senest om to år anbefales kommunen at gå i gang med at fjerne kilden til forureningen
Ifølge Michael Pagaard går man nu i gang med at undersøge, hvor forureningen stammer fra. Det mest sandsynlige er, at PCB'en kommer fra afdampning fra vinduesfuger eller evt. maling. Når kilden er fundet træffer man en beslutning om, hvad der så skal gøres. Det kan komme på tale at udskifte vinduer, fuger eller andet byggemateriale, som indeholder PCB.