Jem & Fix åbner nyt byggemarked på Bornholm
Det nye byggemarked, der i alt forventes at brede sig over et areal på 6.000 m², kommer til at ligge i Nexø.
Ifølge netavisen ønsker Jem & Fix at etablere en butik, der både kan rumme særligt pladskrævende varegrupper og mindre pladskrævende varer, der anvendes i forbindelse med tømmer og byggematerialer.
Byggeriet af det nye byggemarked kommer til at omfatte en 1.000 kvadratmeter stor bygning samt en delvist overdækket varegård på et tilsvarende areal. Dertil kommer parkeringspladser og et grønt areal. Alt i alt kommer det nye Jem & Fix til at råde over et areal på 6.000 kvadratmeter, skriver Bornholm.nu.
Byggekæden har mere end 80 butikker rundt omkring i Danmark, og er med 13 butikker også at finde på det svenske landkort.