Nyt stadion i Silkeborg
Silkeborg byråd har sagt god for et nyt stadion til 120 mio. kr. Halvdelen skal finansieres af private investorer.
Etableringen af det nye stadion ventes maksimalt at koste 120 mio. kr., hvoraf Silkeborg kommune finansierer 50 pct. - dog maksimalt 60 mio. kr.
Investeringen skal så give Silkeborg et stadion med 10.000 tilskuerpladser - skønnet til 6.000 siddepladser og 4.000 ståpladser, som er forberedt til at kunne omdannes til minimum 2.000 siddepladser. På Søholt, hvor stadionet placeres, skal der også etableres så mange P-pladser som muligt indenfor en samlet økonomisk ramme på 4-6 mio. kr.
På det nuværende stadionområde, som har et grundareal 63.400 m2, planlægges en byggemulighed på minimum 20.000 m2 samt udlægges 2 stk. 11-mands fodboldbaner.