HFB bliver 100 % digitalt
Den sidste, trykte version af Danmarks største, samlede byggevarekatalog – HFB – er netop udkommet - for 35. gang. ”Nu er det på tide at satse 100 % digitalt”, siger afdelingschef i Byggecentrum, Ole Permin.
Efter 35 bogudgivelser har HFB nu endeligt gennemgået forvandlingen fra at være et trykt katalog, der udkom med flere års mellemrum til at være 100 procent digitalt og konstant opdateret:
- De seneste mange år er bogen udkommet som et supplement til hfb.dk, men de sidste par år har bogen dog helt klart været sekundær i forhold til sitet. Til gengæld har vi udviklet og søgemaskineoptimeret hfb.dk, så det i dag har 15.000 månedlige besøg og 45.000 månedlige visninger – tal der stiger måned for måned. Det er vi rigtig godt tilfredse med. Den beslutning, der nu er taget, er derfor en helt naturlig konsekvens af, at langt de fleste brugere ikke ønsker bogen længere, men bruger sitet i stedet, siger Ole Permin, afdelingschef i Byggecentrum.
Mange dømte bogen død for længst
Der har været mange gode grunde til at fastholde bogen – også selvom mange allerede for et par år siden dømte den død:
- Vi har fastholdt bogen indtil nu, fordi mange af vores brugere har kendt og brugt bogen i årevis og stadig forbinder HFB med ’Den store grønne bibel’. Den gruppe brugere, der endnu sværger til bogen, er bare blevet så lille nu, at det bedre kan betale sig for alle – ikke mindst for vores producenter og leverandører, at vi koncentrerer kræfterne, der, hvor langt de fleste af brugerne finder produkterne – nemlig på hfb.dk. I 2012 fik vi bl.a. taget hul på at gøre sitet endnu mere fleksibelt, og vi fik arbejdet videre med søgemaskineoptimeringen af sitet til alles store fordel, forklarer Ole Permin.
Han tilføjer, at de brugere, der ønsker et eksemplar af HFB i bogform for sidste gang, kan bestille HFB-bogen på Byggecentrums hjemmeside eller via hfb.dk. Den koster 152 kr. som udelukkende dækker omkostninger til administration og forsendelse.
Byggecentrum købte HFB i september 2007.