Kommuner går sammen om ESCO-renoveringer
33 svømme- og idrætshaller i Vejle, Fredericia, Middelfart og Kolding kommuner skal energioptimeres. Projekterne beløber sig samlet set til 37,5 mio. kroner og samles i et fælles udbud.
- Mange af hallerne er fra samme periode, nemlig omkring 1960’erne og 1970’erne, og derfor er det mange af de samme udfordringer, de står over for, forklarer udviklingskonsulent i Trekantområdet Danmark, Jakob Lorentzen til Licitationen.
Det er områder som ventilation, gamle lysinstallationer samt opvarmning af hallerne, som skal forbedres. Samlet set ligger budgetrammen på ca. 37,5 mio. kroner, som er opdelt i tre delaftaler.
Tre delaftaler
I første delaftale ligger energirenovering af 19 idræts- og svømmehaler i Vejle Kommune, mens anden delaftale byder på energirenovering af 14 haller i de resterende tre kommuner. Den sidste delaftale omhandler ESCO-installationer af solcelleanlæg i alle fire kommuner. Om man vælger at byde ind på en, to eller alle aftaler er valgfrit.
Fristen for anmodning om deltagelse er den 22. februar klokken 12. Herefter vil mellem fire til seks aktører vil blive valgt ud til at byde ind på det endelige projekt.
Jakob Lorentzen forventer at have en underskrevet kontrakt senest ved udgangen af juli måned i år, så renoveringerne kan påbegyndes i august eller september.