MMT satser offensivt
Efter en tilfredsstillende afslutning på 2012 har det østjyske håndværksfirma indledt det nye år med et par spændende offensive tiltag.
Sådan lød ordene fra direktør Torben Balmer tilbage i oktober, tre måneder efter rekonstruktionen af det velrenommerede Mågevejens Murer- og Tømrerforretning (MMT).
Torben Balmer gjorde det dengang klart, at det først og fremmest handlede om at følge planen. Det ser ud til at lykkes, og det første halve år siden rekonstruktionen slutter efter alt at dømme med et tilfredsstillende resultat.
Professionel bestyrelse og øget projektfokus
I anden halvdel af 2012 har MMT trimmet struktur, organisation og ledelse, og det har skabt grundlag for et par offensive tiltag omkring årsskiftet. Ultimo 2012 har MMT etableret en professionel bestyrelse, der ud over ejerkredsen består af advokat Henrik Puggaard fra LETT Advokatfirma som formand samt Steffen Baungaard, koncernchef i HusCompagniet.
- Steffen Baungaard har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med byggeri med stort fokus på salg og optimering, hvorfor MMT med den nye bestyrelse har fået tilført præcist de kompetencer, der vurderes væsentlige for den kommende strategiske udvikling, siger Torben Balmer.
MMT har desuden arbejdet på at ændre sit store produktionsfokus til i højere grad at arbejde kunde- og markedsorienteret. I den forbindelse har virksomheden pr. 1. januar ansat Claus Haase Clausen (billedet) i en nyoprettet salgs- og projektudviklingsafdeling.
Claus Haase Clausen kommer fra en stilling som projektudvikler hos Casa i Horsens og har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med ejendomshandel og udvikling af byggeprojekter.
- Det er vores overbevisning, at vi med Claus har fået et markant fokus på det marked, vi opererer i, ligesom vi sammen med Claus vil være mere proaktive på et tidligere stade i forbindelse med de byggeprojekter, vi involverer os i, fortæller direktør Torben Balmer.