23948sdkhjf

Rådgivere tester ny løsning

Firmaer som Byggeweb, Rambøll og Cowi har med stor succes afprøvet en ny ipad-baseret løsning til bygningssyn. Foreløbige erfaringer giver løfter om store besparelser.
En række af byggebranchens førende konsulent- og rådgivningsfirmaer – herunder Byggeweb, Rambøll og Cowi – er i fuld gang med at implementere en ny og digital løsning til bygningssyn. Løsningen kommer fra it-firmaet TGM Networks, og de første erfaringer viser, at omkostningerne forbundet med et bygningssyn i gennemsnit falder med mere end 60 procent – blandt andet fordi flere arbejdsgange bliver overflødige.

TGM Networks har designet en løsning, som dels digitaliserer arbejdsgangene for synet og dels giver direkte adgang til V&S-prisdatabaserne. Ud over et mindre tidsforbrug og færre fejl betyder det, at den tilsynsførende over for bygherre øjeblikkeligt kan estimere prisen for de udbedringer på bygningen, som synet måtte vise behov for. Og bygherren vil til enhver tid kunne se de data, der ligger til grund for prisestimatet.

Færdig på stedet
Cowi har været blandt de første til at gøre sig erfaringer med den nye form for digitalt bygningssyn. Ole Nielsen, ingeniør og proceskonsulent hos Cowi i Aarhus, hæfter sig ved, at den nye løsning reelt fjerner en arbejdsgang og ikke mindst en fejlkilde:

- I mange tilfælde er registreringen først lavet i hånden og efterfølgende tastet ind på en computer, og måske er registreringen endda givet videre til en kollega undervejs. Det er en tidskrævende proces, der risikerer at afstedkomme fejl, og derfor er det en vigtig effektivisering, at vi nu kan fjerne den arbejdsgang ved at registrere direkte på iPad’en, pointerer han og fortsætter:

- Og så er det en stor fordel, at vi hele tiden har blandt andet prisbogen og journaler over tidligere udført arbejde tilgængeligt i samme system. For det betyder, at vi kan lave det hele færdigt på stedet, så det færdige resultat med det samme bliver tilgængeligt for resten af organisationen.

IPad baner vejen
TGM Networks har i samarbejde med Rambøll også testet løsningen hos Forsvarets Bygnings og Etablissementstjeneste, og også her er erfaringerne positive:

- Når vi har Rambølls drift- og vedligeholdelsessystem og adgangen til V&S-prisdatabaserne samlet i samme iPad-løsning, så eliminerer vi de typiske problemer med bygningssyn. Og nu kan vi udføre tilsynet med fotodokumentation og afslutte det i én arbejdsgang uden overhovedet at skulle tilbage på kontoret og tænde computeren, forklarer souschef Leslie Kristensen fra Forsvarets Bygnings og Etablissementstjeneste.

Hos TGM Networks forklarer direktør Thorkild Grothe-Møller, at det er den hastige udbredelse af iPads, der har banet vejen for den digitale revolution af bygningssyn:

- Der har længe været et stort potentiale for at effektivisere bygningssyn, og de seneste års iPad-bølge har uden tvivl været med til at bane vejen for, at vores løsning til digitalt bygningssyn nu efterspørges og implementeres rundt omkring, siger han.

Det er Thorkild Grothe-Møllers klare forventning, at udviklingen herfra kommer til at gå stærkt, fordi bygherrerne vil stille krav om et mere omkostningseffektivt og retvisende bygningssyn.

- Bygherrerne har en åbenlys interesse i bedre og billigere bygningssyn, og vi får hele tiden nye eksempler på, at der er et rigtig stort potentiale i at gå digitalt på det her område. Så jeg tror på, at det traditionelle bygningssyn med blok og kuglepen allerede om få år vil høre til sjældenhederne, slutter Thorkild Grothe-Møller.

TGM Networks har allerede lanceret sin nye løsning i en browser-version, som blandt andre Byggeweb, Cowi og Rambøll er ved at implementere i deres drifts- og vedligeholdelsessystemer, og inden sommer forventes løsningen også at være tilgængelig i Apples App Store.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078