23948sdkhjf

Middelfart sparer mere end ventet med ESCO

Middelfart Kommunens omfattende model for energirenoveringer har givet en større besparelse end udbyderen havde garanteret.
Schneider Electric og Middelfart Kommune vandt i 2010 Climate Cup Partnerskabsprisen og European Energy Service Award for ESCO-samarbejdet, som omfattede en energirenovering af kommunens 97 bygninger. Nu høster Middelfart Kommune besparelserne ved det omfangsrige projekt.

- Det er glædeligt, at vi i 2012 sparede el og varme svarende til 180 parcelhuse ved vores energirenoveringer - som faktisk er så effektive, at vi har sparet mere end den garanterede besparelse, lyder det fra byens borgmester, Steen Dahlstrøm.

Middelfartmodellen
ESCO-modellen eller Middelfartmodellen, som den også er kendt som, er simpel: Energirenovering af kommunale bygninger for 44 mio. kr., skaber en energibesparelse på 21 %. Energibesparelsen betaler investeringen, så projektet er selvfinansierende.

Samarbejdet mellem Middelfart Kommune og Schneider Electric har bestået af energianalyse af alle kommunens bygninger i foråret 2008, hvorefter alle anlægsinvesteringerne er ført ud i livet fra efteråret 2008 til foråret 2010. Resultaterne med over 20 % energibesparelser er allerede opnået i 2010. Dermed har Middelfart Kommune allerede i 2010 levet op til regeringens målsætning om 20 % energibesparelser i 2020.

- Samarbejdet har gjort, at Middelfart Kommune i løbet af halvandet år har fået investeret i så mange energitiltag, som det ellers via mere traditionelle projekter ville have taget måske ti år at få ført ud i livet, siger Plan og Byggechef, Jørgen Knudsen

Investeringen og tilbagebetalingsperioderne
Ud af den samlede investering på 44 mio. kr. er en stor del gået til forskellige typer tekniske installationer, mens den resterende del er gået til en renovering af klimaskærmen.

De korteste tilbagebetalinger ligger ifølge kommunen på mellem to og fire år og er for lysstyring og indjustering. De længste tilbagebetalingstider er på optil ti år eller mere for ombygning af ventilationsanlæg og efterisolering samt udskiftning af vinduer.

Ud over energibesparelserne har investeringen også givet bedre indeklima i bygningerne til glæde for brugerne.

Samme opskrift på gadebelysning
Middelfart Kommune har sammen med EnergiMidt indgået Danmarks første ESCO-kontrakt på energirenovering, drift og vedligeholdelse af gadebelysning. Målet er her mindre energiforbrug, bedre gadelys til borgerne og en besparelse på kommunens budgetter i omegn af 30 mio. kr. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Aftalen indebærer, at EnergiMidt i 15 år sikrer energibesparelser på mindst 30 %, samtidig med, at Kommunen investerer besparelserne i bedre gadelys.

Formanden for Energi og miljøudvalget er stolt over metoden til energibesparelserne i Middelfart Kommune:

- Kommunen og dens skatteydere undgår økonomisk risiko, ved at finde besparelser på energiforbruget og derefter anvende de opnåede besparelser til at finansiere renoveringen og fremtidssikringen af gadebelysningen. Så kan man tale om, at grøn vækst betaler sig! Lyder det fra formand Johannes Lundsfryd Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078