Hårdt arbejde bag VVS’ers varmepumpe-succes
I dag, seks år efter VVS Bornholm startede op på markedet for varmepumper, udgør området godt en femtedel af forretningen.
Tryghed og troværdighed i forhold til kunderne. Det har været afgørende for VVS Bornholms arbejde med at få foden indenfor på markedet for varmpumper, et område det ti år gamle VVS-firma har arbejdet med de seneste seks år.
Oprettelsen af et energicenter for to år siden har været med til at understrege firmaets fokus på energibesparelser. Men vigtigst for firmaet har dog været det lokalkendskab og den synlighed i lokalområdet, der kan være selvforstærkende i forhold til at skabe kundekontakten og få ordrerne i hus, forklarer indehaver Christian Frandsen til Dansk VVS.
Hovedvægt på traditionelle VVS-opgaver
Det seje træk med at få kundernes til at få øjnene op for VVS Bornholms arbejde med varmepumper har nu haft resultater, og området fylder i dag godt i forretningen:
- Selv om vi har fået især en del hoteller som kunder her på den nordlige del af Bornholm, så er det især de private kunder, vi satser på. Det er stadig basis-vvs-opgaverne, der fylder mest, men vi har kunnet se, at varmepumperne er blevet mere og mere almindelige, og i dag udgør de vel omkring 20 procent af forretningen, forklarer Christian Frandsen til Dansk VVS.
VVS Bornholm, som blev grundlagt i 2002, har i dag ni personer tilknyttet, inklusive indehaver Christian Frandsen.