23948sdkhjf

Igen fremgang for Skou Gruppen

Håndværkervirksomheden Skou Gruppen kan igen fremvise fremgang i omsætningen, der er steget med hele 42 procent i forhold til sidste år. Overskuddet blev 5,6 mio. kr.
I 2011 omsatte håndværkervirksomheden med base i Hørsholm for 148 mio. kr. Selv om det også var en fremgang i forhold til det forrige år, viser årsregnskabet for 2012 en mere markant stigningen til imponerende 210 mio. kr.

- Og indtjeningen følger samme tendens, udtaler en glad direktør i Skou Gruppen, Martin Skou Heidemann.

Han kan se tilbage på et år med flere spændende opgaver. Især skiller arbejdet på historiske Garderhøjfortet sig ud sammen med den omfattende renovering af Sophienborgskolen, som efterfølgende er udnævnt til Årets Hus af Hillerød Lokalhistoriske Udvælgelseskomite.

Kulminationen på en årelang indsats
- Vi er utrolig stolte over årets resultat. Vi ser det som den foreløbige kulmination på en årelang, målrettet indsats, der i høj grad har styrket vores kundegrundlag, siger Martin Skou.

Skou Gruppen har i årenes løb løst omfattende opgaver for flere kommuner, kirker og boligselskaber, hvoraf mange har flerårige rammeaftaler. Med en bredere kundebase er selskabet også mindre sårbart for udsving i én specifik kundegruppe. En fokuseret kampagne har desuden betydet, at der er kommet flere private kunder til.

- Det er især vores glarmesterafdeling, der har haft travlt på privatkundemarkedet, hvor vinduesudskiftninger har udgjort en stor del af arbejdet, fortæller Martin Skou.

Muligheder for fremtiden
Også når det gælder uddannelse af nye håndværkere, ønsker Skou Gruppen at bidrage. Alene i efteråret er syv unge mennesker blevet uddannet som henholdsvis murer og tømrer hos Skou Gruppen. Og i det kommende år kan den travle glarmesterafdeling ligeledes tage imod lærlinge.

- Det er virkelig givende for os at have lærlinge. Vi lærer lige så meget, som de gør, og vi er glade for at kunne give unge mennesker en god uddannelse, de kan bruge til noget, udtaler Martin Skou.

Fint 2013 i vente
Det flotte resultat får direktøren til at se lyst på fremtiden.

- Vi har en meget tilfredsstillende ordrebeholdning, som forhåbentlig kan danne grundlag for en omsætning i 2013 på linje med det, vi har præsteret i år. Jeg forventer ikke en fremgang i samme størrelse, men hvis vi bare kan holde omsætningen på dette solide niveau, er det også meget tilfredsstillende i tider som disse, fastslår Martin Skou.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093