23948sdkhjf

Opkøb skaber ny stor leverandør

Taastrup-virksomheden Deko Loft + Væg har købt AB Consult Gulv- og Vægsystemer i Pandrup. Det skaber en virksomhed med 250 medarbejdere fordelt på fire kontorer.
To virksomheder inden for folde- og mobilvægge går nu sammen med ambitionen om at skabe landets største, stærkeste og mest kunderettede på området.

Det er Deko Loft + Væg, som pr. 2. januar 2013 har købt det mindre AB Consult Gulv- og Vægsystemer. Begge er kendte navne i byggeindustrien, hvor de har konkurreret om kunder med behov for fleksible vægløsninger.

Som led i aftalen overtager Deko hele AB Consults medarbejderstab, ekspertise og kontor i Pandrup. Dermed får Deko egen repræsentation i Nordjylland – som supplement til virksomhedens nuværende i Taastrup, Kolding og Aarhus.

Efter overtagelsen fortsætter AB Consult under eget navn, men vil i alle praktiske henseender blive fuldt integreret i Dekos organisation.

Skaber stor og stærk leverandør
Med købet af AB Consult manifesterer Deko sig som Danmarks største leverandør af folde- og mobilvægge, der typisk anvendes til opdeling af større lokaler i mindre enheder. Det kan f.eks. være i hoteller og konferencecentre – men principielt i alle typer virksomheder og organisationer i både den private og offentlige sektor.

Deko har sit største marked i Danmark, men eksporterer også sine produkter til flere end 40 lande verden over via et etableret forhandlernetværk. Deko er ejet af firmaets administrerende direktør Peter Krogh, der er meget glad for den aftale, som er kommet i stand med AB Consult:

- Vi har i årevis konkurreret hårdt om kunderne, og vi har altid været imponerede af AB Consults viden og dygtige medarbejdere. Jeg er sikker på, at overtagelsen vil være til glæde og gavn for både os og AB Consult. Vi får tilført øget knowhow og en repræsentation i det nordjyske område. Og AB Consults kunder får nu adgang til et langt bredere produktsortiment og flere løsninger, påpeger han.

Generationsskifte blev til salg
AB Consult blev stiftet i 1990 og har siden etableret sig som en af Danmarks førende inden for mobil- og foldevægge samt specielle edb-gulve. Et af virksomhedens seneste projekter med mobilvægge har været til den markante nye FN-Byen i Københavns Nordhavn.

For AB Consult og firmaets to stiftere og ejere; Mogens og Gitte Christensen, er salget af virksomheden til Deko bl.a. led i et generationsskifte. De slipper dog ikke tøjlerne fuldstændigt. Mogens Christensen vil således fortsætte som konsulent i den nye virksomhed og øse ud af sine erfaringer til både nye kolleger fra Deko og til kunderne, der tæller mange kendte navne i den private og offentlige sektor.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078