Stort renoveringspotentiale i sommerhuse
Sommerhusene langs det jyske vestkysten bør energirenoveres, så de bliver mere attraktive, lyder det fra Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland.
- De fleste af sommerhusene er bygget i 1980’erne, og dengang gik man ikke så meget op i at bygge energirigtigt med f.eks. energiruder og god isolering. Derfor er de storforbrugere af energi, og vi har mange sommerhuse her i midt-og Vestjylland, så det er noget af en opgave, at få dem til at blive grønne og energirigtige, siger formand for Dansk Byggeri Midt- og Vestjylland, Niels Hansen.
Grønne investeringer godt for det lokale erhvervsliv
I Ringkøbing-Skjern Kommune er der omkring 10.000 sommerhuse, og i Skive i området omkring Salling er der over 1.400 sommerhuse. Hvis de blev mere grønne og miljøvenlige, vil det have flere positive konsekvenser for lokalområdet.
- Turismen er et stort erhverv lokalt her i Midt- og Vestjylland, og derfor er det vigtigt, at vores sommerhuse følger med tiden og fx er billige at varme op. Det vil gøre dem mere attraktive for fremtidens turister. Fx er tyskerne meget opmærksomme på energiforbruget. Derfor er det nu, at man skal påtænke at få energirenoveret sit sommerhus, siger Niels Hansen.
Grøn Vækst under Natur- og Erhvervsstyrelsen, Ringkøbing-Skjern Kommune og Region Midtjylland er i gang med at lave en ordning, hvor sommerhusejere kan få et energitjek af deres sommerhus. Det skal give et indblik i, hvad der skal til for at energioptimere huset. Ordningen forventes at starte i løbet foråret.