8.000 rekreative kvadratmeter i Høje-Taastrup
Ny park ved siden af Handicaporganisationernes Hus skal vise, hvordan bynære områder kan skabe aktiviteter for alle. Møller & Grønborg er arkitekt på projektet.
Parken for Alle bygger på en vision om et unikt aktivitetssted, hvor tilgængelighed er tænkt ind i formgivningen fra starten. Den så at sige ’usynlige’ tilgængelighed i designet skal skabe et parkrum, hvor det vil være naturligt for alle at komme og være aktive i fællesskab.
- Det er et enestående eksempel på, hvordan aktive områder kan designes så de bliver tilgængelige og brugbare for alle. Vi har store forventninger til glæden ved de nye møder og oplevelser, som brugerne af ”Parken for Alle” vil få, når grænserne mellem brugerne af Handicaporganisationernes Hus og beboerne i lokalområdet udviskes, så dem, der kommer i parken på ligestillet vis kan være aktive sammen, siger Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden.
Bevægelse, modelbåde og udendørs film
Parken udstyres med redskaber til bevægelse, træning og udstrækning. Der bliver mulighed for at dyrke en række boldspil og der kan lånes redskaber til flere andre idrætsgrene i en rekvisitbank på området. Der kommer en stor fælled, hvor der er plads til både bevægelse og afslapning. Omkring en sø kan børn udforske vandet og sejle med modelskibe. Der planlægges en scene til optræden og udendørs filmforevisning. Endelig både samles og deles parkens forskellige områder af en mur, der kan bruges til klatring, rappelling, boldmur og til særlige graffiti-events, hvor alle kan være med på lige vilkår.
Det særlige design i parkens forskellige bevægelsesforløb vil kunne opdages ved de mange muligheder for at bevæge sig rundt i forskellige højder, rutelængder og varierende sværhedsgrader. Parkens belysning er gennemtænkt i forhold til orientering, farvegengivelse, blænding og følelsen af tryghed.
På parkeringspladsen uden for parken bliver der supplerende muligheder for bevægelse og leg. Udenfor normal arbejdstid, når bilerne er kørt væk, vil det være muligt at bruge dele af parkeringspladsen til fx modelbilbane. Det vil blive undersøgt, om det også vil være muligt at etablere opstregninger til fx goalball, tennis og volleyball og opsætte fleksible basketballkurve i forskellige højder på parkeringspladsen.
I alt koster projektet 12,375 mio. kr. at anlægge. Høje-Taastrup Kommune bidrager med to tredjedele af arealet og med 1 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 2 mio. kr. Danske Handicaporganisationer bidrager selv med 1 mio. kr. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond støtter med 100.000 kr. Projektet er tegnet af arkitektvirksomheden Møller & Grønborg. Lokalsamfundet i og omkring Høje-Taastrup har bidraget aktivt i udviklingen af de muligheder, parken skal indeholde.