23948sdkhjf

PensionDanmark investerer milliarder i byggeriet

Pensionsgiganten vil investere 10 mia. kr. i både nybyggeri og eksisterende ejendomme over de næste fem år. Det giver udsigt til nye arbejdspladser i byggebranchen.
PensionDanmark holder i dag rejsegilde på boligbyggeriet Horisonten II i Ørestad i København, og der er flere byggerier på vej. Alene i 2013 har PensionDanmark planer om at investere i danske ejendomme for 2 mia. kr., fortæller adm. direktør Torben Möger Pedersen:

- Målet er, at vi over de kommende fem år vil investere over 10 mia. kr. i både eksisterende og nye erhvervsejendomme og boliger. Først og fremmest handler det om at sikre vores medlemmer et godt afkast. Men det er naturligvis ekstra positivt, når vi som med byggeriet af Horisonten II også skaber arbejdspladser til medlemmerne, siger han.

Københavns Teknik- og Miljøborgmester, Ayfer Baykal, er glad for, at PensionDanmark er med til at få gang i byggeriet i København og dermed skabe arbejdspladser.

- København har brug for nye boligbyggerier som Horisonten II, og derfor er det meget positivt, at PensionDanmark har planer om store ejendomsinvesteringer i de kommende år. Det er også med til at skabe vækst og beskæftigelse i København, siger Ayfer Baykal.

Fakta om Horisonten II
Horisonten II kommer til at rumme 87 lejligheder på 82-106 m² med 3-4 værelser. Det samlede areal bliver på 8.300 m² + kælder, fordelt på otte etager.

Ejendommen opføres på C. F. Møllers Allé 2 i Ørestad i København.

MT Højgaard er totalentreprenør, og Arkitema Architects er arkitekt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098