Håndholdt indsats sikrer elektrikeres beskæftigelse
Flere elektrikere kommer i job. Den positive udvikling tilskrives bedre jobmuligheder og en målrettet indsats fra Dansk El-Forbunds side.
- Vi kender vores medlemmer og vi kender arbejdsgiverne. I det konkrete tilfælde henvendte arbejdsgiveren sig, fordi han havde brug for en mand, og vi henviste nogle dygtige ledige elektrikere, siger Peter Rosendahl Jensen, fagsekretær i Randers, til Licitationen.
Af de 14 ledige medlemmer i området, som har fået et akutbrev, har de fem fået job. Derudover har to ret til efterløn og tre ret til et seniorjob.
Bedre jobmuligheder
Selvom DEF yder en stor og i vidt omfang succesfuld indsats, tilskriver fagsekretæren også succesen med at sikre arbejde til de ledige bedre jobmuligheder.
- Jeg kan love, at vi vil gøre alt hvad vi kan, men garantere noget, kan vi selvfølgelig ikke. Generelt er arbejdssituationen for elektrikere forbedret. Det er snarere det end akutpakken, der viser sig. Men et job er jo desværre ingen garanti for at dagpengene er sikret. Der skal jo nu et års arbejde til at genoptjene dagpengeretten, siger Peter Rosendahl til Licitationen.