23948sdkhjf

Ny aktivitetspark i Vejle den første af sin art

En ny aktivitetspark i Vejle er Danmarks første med særligt fokus på piger, som typisk stopper med fysiske aktiviteter i 12 års-alderen. Første etape er netop taget i brug.
Et tværfagligt team af landskabsarkitekter, anlægsingeniører og bygherrerådgivere fra rådgivningsfirmaet Bascon har i løbet af efteråret udviklet en nytænkende aktivitetspark under navnet Marias Have i hjertet af Vejle.

Parken er den første i Danmark, som fokuserer på aktiviteter særligt for pigerne, og første etape er netop taget i brug.

- Mange piger holder op med at være fysisk aktive omkring 12-årsalderen, og det er en negativ tendens, der at vigtig at vende. Derfor har vi designet parken, så den appellerer til piger i teenagealderen. En danse- og gymnastikpavillon danner trygge, afskærmede rum og nicher, og siddemuligheder giver mulighed for venindehygge og ophold, hvilket mange piger efterspørger, siger designansvarlig landskabsarkitekt Charlotte Baad Gustin fra Bascon By & Landskab.

På stedet lå tidligere en parkeringsplads og en utilgængelig, historisk have.

Innovativ motionsbane tilpasser sig årstiderne
Centralt i den nye bypark er en innovativ, udendørs bevægelsesbane , som er organisk formet som en lavning i den grønne park, hvilket er et nyt udtryk inden for multibaner. Kanterne er designet til ophold og leg, og banen kan bruges til både volley, basket, hockey og rulleskøjteløb. I vintermånederne omdannes banen til skøjtebane på 1.274 m2.

Bevægelsesbanen udgør første etape af aktivitetsparken, og i løbet af foråret 2013 opføres en overdækket pavillon til musik og bevægelse og en kiosk med skøjte- og grejudlejning ved bevægelsesbanen, som sammen med den resterende park står færdig til sommer.

Den færdige aktivitetspark, som også får plads til frisbeegolf og picnic, bliver på 13.500 m2, som indrettes med flere niveauer og bløde overgange mellem forskellige aktivitetsområder.

Skulpturer til at kravle på
Bygningerne i Marias Have er designet af Ravn Arkitektur, og billedkunstner René Schmidt skaber store skulpturer man kan kravle på og gemme sig i til parken.

Projektet er finansieret af Vejle Kommune, Lokale- og Anlægsfonden og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter med en samlet sum på 17 mio. kr. Bascon deltager i hele processen om omdannelsen til en åben grøn park for alle.

- Projektet er et godt eksempel på, hvordan vi i Bascon arbejder tæt sammen med bygherren i hele processen fra idé til ibrugtagning. Vi er med lige fra fondsansøgning, myndighedsproces samt brugerinddragelse, design og projektering til bygherrerådgivning, udbudsrådgivning og udbud, slutter Charlotte Baad Gustin fra Bascon.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078