Renovering af landsbyskoler i Kolding Kommune
Kolding Kommune går imod strømmen med en bevilling på 24 mio. kr. til modernisering og udbygning af Dalby Skole og Vester Nebel Skole.
Dalby Skole skal således udbygges og renoveres for 14 mio. kr. i 2012-2013.
Arbejderne på skolen omfatter fire klasselokaler og to grupperum til erstatning for lokaler i utidssvarende barakker. Herudover udbygges med et multifaglokale til billedkunst og faget håndværk og design. Personalet og SFO får også glæde af forbedrede faciliteter, ligesom der udbygges med nyt indgangsparti, garderober og toiletter.
Udbygning på vej mod tosporet skole
Også på V. Nebel Skole skal der i 2012-2013 udbygges og renoveres. Her er bevillingen på 10 mio. kr.
Arbejderne omfatter blandt andet tre klasselokaler yderligere, så skolen på sigt kan blive fuldt tosporet og dermed kan rumme de forventede flere elever, der bliver et resultat i forbindelse med salg af de meget attraktive byggegrunde, der er til salg i Vester Nebel.
Herudover skal V. Nebel Skole også i lighed med Dalby Skole have tilbygget et multiværksted, ligesom skolens forskellige afdelinger fysisk skal knyttes sammen med nogle fællesrum, der samtidig kan fungere som læringsmiljøer i forhold til f.eks. gruppearbejder og lignende. Udbygningen med multiværksted indebærer, at der på daginstitutionen Vester Nebel Børnegård frigøres et meget stort multiværksted, som skolen indtil nu har brugt, men som Børnegården nu kan bruge som forbedring af de faciliteter, der kan sættes i spil til at fremme børnehavebørnenes kreative oplevelser.