23948sdkhjf

Skanderborg klar med byggeri til 300 millioner

Et nyt fælles administrationscenter og dobbelthal med plads til 2.000 gæster er i støbeskeen.
Byrådet i Skanderborg Kommune har den 31. oktober godkendt planen for opførelsen af et nyt fælles administrationscenter og dobbelthal med plads til 2.000 gæster. Byggeriet har et samlet budget på 300 mio. kroner. Drift og vedligeholdelse bliver en del af udbuddet, som offentliggøres i sommeren 2013.

Efter byrådets behandling af sagen onsdag aften ligger det fast, at der laves et såkaldt ”Samlet Udbud”, hvor både anlæg og den efterfølgende vedligeholdelse og drift, udbydes som en samlet opgave.

- Vi har overvejet forskellige finansieringsmodeller med både privat og offentlig finansiering. Det økonomisk mest fordelagtige er, at vi finansierer projektet selv, samtidig med at vi tager drift og vedligeholdelse med i udbuddet, som man kender det fra OPP-udbud. Det giver os en række fordele og en sikkerhed, som rækker ud i fremtiden. Samtidig undgår vi de ulemper, der knytter sig til OPP i form af høje omkostninger og komplicerede regler, fortæller borgmester Jørgen Gaarde (S).

God forretning for kommunen
Jørgen Gaarde tilføjer, at man blandt andet kan arbejde med en betydelig kortere kontraktperiode, og at der ikke stilles krav om særskilte selskabsdannelser, som der gør i OPP-udbud. Det giver en langt mere simpel og gennemskuelig model, som også åbner mulighed for at lokale entreprenører kan gå sammen om at byde på opgaven.

Kontraktperioden for drift og vedligeholdelse vil være 10-15 år, og driftsopgaven vil begrænse sig til vedligeholdelse og drift af selve byggeriet. Som en del af budgetaftalen for 2013 er det aftalt, at byrådet først i efteråret næste år tager stilling til om Jobcenter Skanderborg skal være en del af projektet. Derfor bliver der i udbudsmaterialet lagt op til, at tilbudsgiver kommer med to tilbud – et uden jobcentret og et med jobcenter.

Samlingen af administrationen i Skanderborg Kommune vil give en besparelse på mellem 9 og 12 mio. kr. årligt. Pengene kommer ind, fordi der bygges energivenligt, der spares på vedligeholdelse, og fordi det bliver muligt at effektivisere administrationen. Det gør sammen med salget af de eksisterende fire gamle rådhuse det nye administrationscenter til en rigtig god forretning for Skanderborg Kommune.

Fakta om byggeriet
Administrationscentret skal indeholde faciliteter til de administrative og myndighedsrelaterede funktioner i Skanderborg Kommune. Såfremt jobcentret medtages i byggeriet vurderes det samlede arealbehov til at være på 14.860 m2 brutto. Hertil kommer faciliteter til Sydøstjyllands politi på 500 m2 brutto.

Idrætsanlægget bliver på 3.073 m2 og skal indeholde en dobbelthal med tilhørende omklædningsfaciliteter og depotrum. Der etableres mobile tribuner, så de to haller kan omdannes til en opvisningsbane med en samlet kapacitet på ca. 1.670 siddende og 330 stående tilskuere.

Milepæle i projektet
April 2013: Offentliggørelse af udbudsbekendtgørelse vedr. totalentreprisekonkurrence

3. - 14. juni 2013: Valg af prækvalificerede totalentrepriseteams.

21. juni - 21. september 2013: Tilbudsperiode – totalentreprisekonkurrence.

1. oktober - 7. november 2013: Vurdering af tilbud.

14. november 2013: Kontrakten indgås

Beslutningsgrundlaget for Nyt kommunalt administrationscenter og dobbelthal på Skanderborg Fælled kan hentes på www.skanderborg.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078