23948sdkhjf

Nyt uddannelsescampus på vej i Aalborg

Spaden er netop gået i jorden til et campus på 28.000 m2 i centrum af Aalborg. Ind flytter VUC og SOSU Nord, der har dannet egen ejerforening i det usædvanlige uddannelsesbyggeri.
Første spadestik er netop taget til et storstilet uddannelsescampus for VUC&hf Nordjylland og SOSU Nord på DSB’s gamle godsbanearealer i Aalborg. Det moderne skolebyggeri er tegnet af arkitektfirmaet Friis & Moltke, og de to skoler flytter ind med 2.200 kursister og 350 ansatte i 2014.

Byggeriet er skræddersyet til de to skoler, der får hver deres ”ejerlejlighed” og et stort fællesareal med blandt andet faglokaler, musiklokaler, it-faciliteter, multisal og kantine. Fællesarealerne giver en stor udnyttelsesgrad af byggeriet, hvilket reducerer byggeomkostningerne og de løbende driftsudgifter. Samtidig giver bygningsfællesskabet gode muligheder for tværfagligt samarbejde.

Inspiration fra ejerboliger
Det usædvanlige fællesskab giver nogle særlige juridiske og økonomiske udfordringer, som VUC&hf Nordjyllands bygherrerådgiver Bascon har hjulpet med at tackle i samarbejde med de juridiske rådgivere.

- Det er ikke enkelt hverken juridisk eller økonomisk at gå sammen på den måde som offentlige uddannelsesinstitutioner. Vi arbejder en del med udvikling af forretningsmodeller og samarbejdsaftaler mellem parterne i de komplekse byggeprojekter, og her var den oplagte løsning blandt andet at lave en ejerforening med egne vedtægter. Foreningen fungerer i princippet ligesom en ejerforening for ejerboliger, siger projektchef Jørn Porsgaard fra Bascon.

Fremtidssikret læringsmiljø
Bascon har været med på projektet fra starten og har hjulpet med at klarlægge VUC&hf Nordjyllands krav og ønsker til byggeriet, ligesom rådgiveren har været med til at definere krav til rum, anvendelse og funktioner. Afsættet har været Bascons erfaringer fra udviklingen af en række andre uddannelses- og læringsmiljøer, herunder et netop indviet skolebyggeri for VUC&hf Nordjylland i Aars.

- Det nordjyske campus bliver et dynamisk og fremtidssikret læringsmiljø, som giver flest mulige synergier for de to skoler. Byggeriet er skræddersyet til på en gang at udnytte fællesskabets muligheder, samtidig med at de to skoler kan bevare deres egen identitet. Og så får skolerne en maksimal udnyttelse af lokalerne, som gør det muligt at bruge penge på undervisning i stedet for rengøring, siger Jørn Porsgaard.

Det nye uddannelsescampus står færdigt i 2014 og får form af to bygninger bundet sammen af den oprindelige, restaurerede godsbaneterminal . Byggeriet får en attraktiv placering i centrum af Aalborg med gåafstand til både banegården, rutebilstationen, boliger og butikker. Projektudvikler er entreprenørfirmaet A. Enggaard, der har erhvervet grunden af DSB Ejendomsudvikling.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157