23948sdkhjf

Klodset input til ny bydel i Holstebro

Kreative idéer til fremtiden for slagteriarealet i Holstebro foldes ud på en workshop den 3. november, hvor legoklodser spiller en central rolle.
I 2010 lukkede Danish Crowns svineslagteri ved Struervej i Holstebro, og kreaturslagteriet, der endnu er i brug, skal efter planen lukke i 2014.

Dermed er en æra slut for Holstebro som hjemsted for et stort slagteri. Men det betyder også, at det store og meget centralt placerede industriområde kan åbnes, kobles sammen med byens centrum og omdannes til en helt ny bydel.

Bidrag til arkitektkonkurrence
Lørdag den 3. november tager Holstebro Kommune imod ideer fra borgerne til, hvad der skal være på slagteriarealet, hvordan det skal se ud, og hvordan en helt ny bydel i området kan udvikle sig.

Det sker ved en workshop, hvor alle interesserede borgere er velkomne til at deltage. Workshoppen holdes i Slagteriets kantine kl. 11-16.

- Vi havde naturligvis helst set, at de mange slagteriarbejdspladser blev bevaret i Holstebro. Men når det er nu er besluttet, at slagteriet skal lukke, må vi udnytte den unikke mulighed, det giver for at skabe en spændende ny bydel for fremtiden. Området skal komme hele byen til gode, og vi glæder os til at se borgernes kreative ideer. De vil bl.a. komme til at indgå som bidrag til den arkitektkonkurrence, som vi senere udskriver sammen med Realdania, siger borgmester H. C. Østerby.

Gode idéer med modeller
Deltagerne i workshoppen kan føre deres kreative ideer ud i livet, så de bliver synlige for både dem selv og for andre. Holstebro Kommune samarbejder med Lego og stiller med en stor mængde Legoklodser til workshoppen.

- Vi ser et stort potentiale i att anvende Lego til dialogen med borgerne om byudvikling. Vi ser frem til at få rigtig mange modeller med gode ideer til f.eks. bygninger, funktioner og grønne arealer. Med Lego-klodser gør vi det samtidig sjovt for hele familien at være med til at påvirke byens udvikling, fortæller arkitekt i Planafdelingen i Holstebro Kommune, Anette Ladefoged.

Alle modeller vil blive fotograferet og gemt til inspiration for planlægningen af området, og et bredt udsnit af ideerne vil blive udstillet på slagteriet ved et åbent hus arrangement den 1. december i år.

Fakta om projekt Slagteriet
• Slagteriområdet er på 85.000 m².

• En del af de eksisterende bygninger er karakteristiske og bevaringsværdige eksempler på typiske industribygninger fra 1960'erne. De kan f.eks. anvendes til midlertidige aktiviteter eller bygges om til nye byerhverv.

• Store arealer skal ryddes for bygninger. I stedet skal der laves nyt og spændende byggeri.

• For at området kan blive en helstøbt ny bydel, skal der være plads til mange forskellige funktioner – f.eks. boliger, erhverv og kultur.

• Den nye bydel skal være bæredygtig og tilpasses ændringer i klimaet. Bl.a. derfor skal der i planlægningen arbejdes med regnvand og beplantning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078