Ny bydel på Randers' havnearealer
En international arkitektkonkurrence skal give bud på udvikling af Randers' bymidte, og hvordan der kan skabes en ny bydel på byens havnearealer.
Til formålet udskrives en international arkitektkonkurrence næste år, om en bymidte- og helhedsplan for havneområdet, som skal danne grundlag for den videre planproces for udviklingen. Det skriver Randers Amtsavis.
Planerne om at udvikle Randers bymidte indebærer både den nye bydel på havnearealer samt, at sammenhængen mellem bymidten og Randers fjord styrkes.
Kommunen har i den forbindelse også planer om en ny vejforbindelse over Randers Fjord, øst for den nuværende Randers Bro, der i dag er byens primære forbindelse, men som med 45.000 biler i døgnet udgør en trafikal barriere mellem by og havn. En ny vej kan på den måde fritlægge den eksisterende vej, som dermed kan blive et centralt byareal mellem den eksisterende bymidte og havnen. Det kan skabe nye rammer for at binde by, havn og fjord sammen med nye funktioner, pladser og byliv.
Havnen flyttes mod øst
Helhedsplanen skal belyse, hvordan der kan etableres nye byfunktioner, der dels opfylder ønsket om større kobling mellem by og havn, og som dels bevarer den kulturarv, der knytter sig til havneområdet – og sådan, at både private udviklere, investorer og naturen bliver tilgodeset.
Både langsigtet og i en overgangsperiode, hvor havneaktiviteterne gradvist flyttes øst for Randers by, mens havnearealerne samtidig omdannes.
Randers Kommune og Realdania bidrager hver især med 1,4 mio.kr. til konkurrencen.