Gammelt elværk i Åbyhøj bliver aktivitetshus
Elværksbygningen på Thorsvej i Åbyhøj skal renoveres og stille til rådighed for borgerne, hvis det står til Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Magistraten har tiltrådt indstillingen om køb af bygningen, og hvis byrådet også siger ja, vil bygningen blive sat i stand og stillet til rådighed for borgerne.
- Det gamle elværk er et godt og bevaringsværdigt hus, som trænger til en meget kærlig hånd. Lige nu ligger bygningen som en tom skal og nærmest midt i de nye ældreboliger, og det pynter jo ikke ligefrem. Et aktivitetshus vil derimod skabe masser af liv og sjæl i området. Borgerne i Åbyhøj er selv kommet med forslaget om at bevare elværksbygningen og bruge den som aktivitetshus. SF har hele tiden støttet borgernes ønske, og det bliver der nu mulighed for, hvis byrådet vil, forklarer fungerende rådmand i Sundhed og Omsorg Thomas Medom om ønsket om at overtage bygningen.
Vil renovere bygningerne
Elværksbygningen ligger lige ved siden af de nye plejeboliger Sifsgård, der har været i brug siden februar, og Sundhed og Omsorg vil renovere bygningen og bruge den til aktivitetshus for beboerne der og i Thorsgården. Alle borgere i Åbyhøj vil dog få glæde af huset, som også kan bruges til foreningsarbejde og andre aktiviteter.
Bygningen var oprindeligt en del af den bebyggelse, hvor der nu er opført 59 plejeboliger. Elværksbygningen indgik af økonomiske årsager ikke i plejeboligbyggeriet, og forblev derfor i Ejendomsforvaltningens administration.
Efter færdiggørelsen af plejeboligerne har Sundhed og Omsorg vurderet, at elværksbygningen har nogle kvaliteter, der kan indgå i bebyggelsens fællesfaciliteter, og har derfor tilkendegivet, at man er interesseret i at købe elværksbygningen.
Overtagelsesbeløbet er på 690.000 kr.