23948sdkhjf

Smæk for skillingen

Det vil koste samfundet dyrt, hvis boligjob-ordningen ophører. Regeringspartierne overser fuldstændig effekten af de mange positive sidegevinster, som ordningen hiver i land, mener Dansk Byggeri.
Kommentar af Torben Liborius, erhvervspolitisk chef, Dansk Byggeri

I halvandet år har danskerne haft mulighed for at trække håndværkerregningen fra i skat ved hjælp af den såkaldte boligjob-ordning – også kendt som håndværkerfradraget. En ordning der står til at falde bort ved årsskiftet, fordi regeringen med egne ord anser det for at være ’en for dyr ordning’. For eksempel har flere regeringspartier her i Jyllands-Posten afvist at videreføre ordningen, fordi prisen ’pr. job’ er for høj.

Det er noget sludder. Faktum er, at det vil koste samfundet dyrt, hvis ordningen ophører. Regeringspartierne overser fuldstændig effekten af de mange positive sidegevinster, som ordningen hiver i land. Ved kun at se på bruttotallet overser man indtægter i form af skat af løn og sparede dagpenge samt øgede skat og moms som følge af mere hvidt arbejde.

Så det er faktisk nødvendigt at tage skyklapper på for ikke at se gevinsterne ved ordningen. Håndværkerfradraget har kickstartet en positiv kædereaktion, hvor der er sat tiltrængt gang i aktiviteten i bl.a. byggebranchen. Hertil kommer en lang række positive følgevirkninger som langt mindre sort arbejde, flere praktikpladser og en forbedret og grønnere bygningsmasse.

Noget af arbejdet ville være blevet udført, selvom vi ikke havde haft ordningen. Til gengæld får vi nu sikkerhed for, at arbejdet bliver faktureret og skifter farve fra sort til hvidt eller bliver udført af håndværkere og ikke som gør-det-selv-arbejde. Forbrugerne får garanti og deres egen tryghed øges.

Dansk Byggeris beregninger med udgangspunkt i indberetninger for de syv måneder af 2011 peger på, at ordningen vil skabe ca. 5.000 nye jobs i år. Og alternativet er jo, at disse mennesker er arbejdsløse fra årsskiftet, og så skal der findes finansiering til arbejdsløshedsunderstøttelse, aktivisering mv.

Hertil kommer, at vi nu endelig har fået en ordning, som er velkendt blandt danskerne og opleves som ubureaukratisk og let anvendelig. Der er altså smæk for skillingen.

Undersøgelser viser også, at cirka hver fjerde husstand enten har benyttet eller har planer om at benytte fradraget i år. At håndværkerfradraget er så populært i de danske hjem betyder, at en fortsættelse af ordningen vil give en umiddelbar beskæftigelseseffekt.

Vi har altså allerede resultaterne i hånden og ikke bare fugle på taget. Ordningen har vist sin effekt og må betegnes som en succes i en situation, hvor der er brug for beskæftigelsesfremmende tiltag med en reel og direkte effekt.

Regeringen har som førsteprioritet at skabe reelle jobs, flere praktikpladser og sikre, at så få som muligt falder ud af dagpengesystemet. Her ligger en fortsættelse af BoligJob-ordningen jo lige for, da ordningen er et klogt politisk indgreb, der direkte stimulerer aktivitet og beskæftigelse, og som samtidig bekæmper unfair konkurrence fra østeuropæisk arbejdskraft og gør et godt indhug i mængden af sort arbejde.

Som det ser ud nu, vil håndværkerfradraget forsvinde, og vi kan se frem til et voldsomt dyk i beskæftigelsen efter nytår. Så både byggebranchen, boligejerne og hele arbejdsmarkedet taber, såfremt det ender med, at håndværkerfradraget forsvinder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141