Officiel byggestart på DNU-projektet
Tre år efter første spadestik bliver Det Nye Universitetshospital i Aarhus, DNU, nu et ’rigtigt’ byggeprojekt.
Efter brugerinddragelser, planlægning og byggemodning, får projektet nu status af et ’rigtigt’ byggeprojekt, idet opførelsen af de første 30.000 m² nybyggeri er indledt af de tre entreprenører, der vandt storentrepriserne på det første byggefelt; N1.
Byggestarten fejres mandag den 29. oktober klokken 12.00, hvor pressefolk og 150 inviterede gæster deltager i et officielt arrangement. Regionsrådsformand Bent Hansen får her æren af at lægge det første betonfundament på N1-byggefeltet.
DNU-projektets nybyggeri fordeles på 11 byggefelter. Hertil kommer ombygning af 50.000 m² eksisterende hospital samt en lang række anlægsarbejder og rammeudbud. De 30.000 m² på det første byggefelt opføres af MT Højgaard A/S, Jakon A/S og Bravida A/S.