Fornyet spænding om betonprisen
Ungdomsboligerne på Aarhus Havn tager point fra Rabalder Parken i Roskilde i publikumsafstemningen om Bæredygtig Beton Prisen 2013.
Siden slutningen af august er Ungdomsboligerne gået fra 21 til 26 procent af stemmerne – og pointene tages i høj grad fra ærkerivalen i Roskilde, som i samme periode er faldet tilbage fra 50 til 44 procent. Og det på trods af en stor indsats fra Rabalder Parken for at samle stemmer ind op til åbningen af det kombinerede regnvandsbassin og skaterområde den 30. august.
Postkort hverver stemmer
Fremgangen for Ungdomsboligerne er heller ikke kommet af sig selv. Direktør Palle Jørgensen fra Boligforeningen Ringgården, der står bag byggeriet, fortæller at boligforeningen bl.a. har lavet postkort, som deles ud for at få beboere og andre til at stemme på Ungdomsboligerne.
- Bare det at blive nomineret til en pris for betonbyggeri er jo en cadeau. Når der så også står bæredygtig foran – og Ungdomsboligerne netop er bygget med det for øje – ja så er vi selvfølgelig meget interesserede i at vinde prisen, siger Palle Jørgensen.
Fra 1. oktober begyndte de 190 unge at flytte ind i deres nye lejligheder. Det skal udnyttes:
- De unge skal lige have en reminder. Vi får også mange besøgende nu efter åbningen. De får også et postkort, for vi skal vinde den her pris, siger Palle Jørgensen, fra Ungdomsboligerne.
Tag stilling til bæredygtighed
I Dansk Beton, der står bag Bæredygtig Beton Prisen, glæder formanden sig over aktiviteterne fra de nominerede:
- Det er hele ideen med betonprisen – at aktivere danskerne til at se på bygge- og anlægsprojekter omkring sig og tage stilling til, hvad de opfatter som de mest bæredygtige – i bred forstand, for både skønhed og brugervenlighed indgår naturligvis i opfattelsen af bæredygtighed, siger formand René Kjærsgaard-Nielsen.
Også på 3. og 4. pladsen er der bevægelse: Siloetten i Løgten nord for Aarhus har nu med 16 procent af stemmerne fået et lille forspring foran KOMPANs hovedsæde ved Odense med 14 procent, efter at de to gennem flere måneder har ligget lige.
Alle danskere kan være med til at bestemme, hvem der skal modtage Bæredygtig Beton Prisen 2013. På danskbeton.dk kan man stemme på de fire nominerede projekter og dermed deltage i lodtrækningen om et rejsegavekort til en værdi af 15.000 kr. Her kan man også følge udviklingen i stemmeafgivningen, der opdateres hver mandag. Afstemningen løber frem til marts 2013.
Om Bæredygtig Beton Prisen
Bæredygtig Beton Prisen uddeles af Dansk Beton, der er en brancheforening i Dansk Byggeri. Afstemningen løber frem til marts 2013, og det byggeri, der får flest stemmer, er vinder af Bæredygtig Beton Prisen 2013. Prisen uddeles på Bæredygtig Beton Konferencen, der afholdes den 19. marts 2013 på Kunstakademiets Arkitektskole i København.
På hjemmesiden danskbeton.dk kan man stemme på de fire byggerier og dermed deltage i lodtrækningen om et rejsegavekort til en værdi af 15.000 kr. Her kan man også følge udviklingen i stemmeafgivningen, der opdateres hver mandag.