23948sdkhjf

MJ Eriksson og Aarsleff kæmper om udbud til 2 milliarder

Det høje aktivitetsniveau i bygge- og anlægssektoren kunne ses i antallet af deltagere i udbuddet

Vestforbrænding har netop sat navn på to selskabskonsortier, som har budt ind på de første totalentrepriser i forsyningsselskabets Varmeplan 2030 - en storstilet udvidelse af grøn fjernvarmeforsyning, som skal gøre det muligt at konvertere fra gasfyr til grøn og klimavenlig fjernvarme svarende til godt 39.000 husstandes årsforbrug.

Der er udbudt tre delkontrakter for de i alt syv kommuner, som varmeplanen omfatter. 

Den anslåede værdi er på over 2 mia. kr. 

De prækvalificerede er henholdsvis MJ Eriksson med Damgaard og Østergaard Entreprise samt Aarsleff med Cowi og Wicotec Kirkebjerg.

Stor interesse 

– Vi ser ikke mindst frem til det første spadestik, som vi forventer finder sted primo 2024. Frem til da vil der finde en proces sted, hvor projektering og myndighedsgodkendelser går i gang for de enkelte fjernvarmeområder, og når projekteringen er færdig og godkendt, starter selve gravearbejderne, forklarer projektchef i Vestforbrænding, Tina Elkjær Christensen, som nu ser frem til det videre forløb over de kommende måneder.

– Processen gentages sideløbende for alle fjernvarmeområderne, som hører ind under den respektive kontrakt, fortsætter Tina Elkjær Christensen.

Hun tilføjer, at det meget høje aktivitetsniveau i bygge- og anlægssektoren har kunnet ses i antallet af aktive deltagere i udbuddet.

30.000 nye kunder

Med til processen hører også indhentning af egentlige tilbud med mulige forhandlingsforløb. Dette vil ske i løbet af de kommende måneder, og det forventes, at processen kan strække sig frem til oktober 2023.

Første etape af den store varmeplan udbydes som nævnt i tre totalentrepriser og omfatter projektering og udførelse af hovedledninger, distributionsledninger, stikledninger og kundeinstallationer hos cirka 16.000 kunder, som er opdelt i energidistrikter i de seks kommuner.

Frem mod 2030 er det målet, at 30.000 nye kunder er tilkoblet Vestforbrændings fjernvarmenet. 

De syv kommuner, som er omfattet Vestforbrændings Varmeplan 2030, er Ballerup, Herlev, Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Egedal, Furesø og Frederikssund.

Første etape i Vestforbrændings Varmeplan 2030

Vestforbrænding investerer samlet 6,1 mia. kr. i Varmeplan 2030, en storstilet udvidelse af grøn fjernvarmeforsyning, som skal gøre det muligt at konvertere fra gasfyr til grøn og klimavenlig fjernvarme svarende til godt 39.000 husstandes årsforbrug. Det gør projektet til et af de største projekter i forsyningsselskabets over 50-årige historie.

Første etape dækker anslået 16.000 husstanden, løber op i anslået 2,5 mia. kr. og er fordelt på tre totalentrepriser: 

  • Totalentreprise 1, Ballerup og Herlev kommuner (cirka 5900 kunder).
  • Totalentreprise 2, Lyngby-Taarbæk og Gladsaxe kommuner (cirka 6100 kunder)
  • Totalentreprise 3, Furesø, Egedal og Frederikssund kommuner. (cirka 3360 kunder)

Kilde: Projektagenten.dk og Vestforbrænding

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14