Tyskere etablerer skandinavisk brohoved – forhandler med nordjysk entreprenør
Den tyske investor og projektudvikler Peper & Söhne har netop overtaget cirka 50.000 kvm erhvervsareal i Maribo Erhvervspark ved motorvejsafkørsel 48.
“HUB 48 Maribo” har Bremen-virksomhed navngivet det, som skal blive et nyt transport-, industri- og logistikområde i Femern-korridoren.
– Vores interesse for denne placering er langsigtet, da vi er overbevist om, at regionen vil opleve et massivt økonomisk opsving i de kommende år, siger Christoph Peper, Managing Partner i Peper & Söhne Corporate Group, i en pressemeddelelse om investeringen.
Entreprenørens tyske forbindelse
Til at udføre byggeopgaven er valgt DS Gruppen fra Hobro, og kontraktforhandlingerne meldes i den sidste fase.
Den danske totalentreprenør blev i 2022 en del af den tyske Goldbeck-koncern, som Peper & Söhne igennem flere år har haft et tillidsfuldt samarbejde med.
Udbygningen af HUB 48 Maribo vil foregå i to faser.
– Første fase er på samlet 8.700 kvm og igangsættes i år. Det involverer bygninger til håndværkere, mindre erhvervsvirksomheder med særlige transportbehov samt bygninger til industrivirksomheder, fortæller Marco Dibbern, Operations Director for det danske datterselskab Peper & Soehne.
– I 2024 år igangsætter vi Fase 2, tilføjer han.
Overtagelsen af det store areal tæt ved Femern Bælt tunnelbyggeriet er den tyske virksomheds første aktivitet i Danmark.
Peper & Söhne har en projektportefølje bag sig på over 2,4 mia. kr. på det tyske marked.