23948sdkhjf

Lavenergiekspert: Overophedning burde ikke længere være et problem

Tine Steen Larsen fra Center for Byggeri & Business på UCN tager til genmæle ovenpå den senere tids skriverier om dårligt indeklima i lavenergihuse.
Løsningen på problemerne med dårligt indeklima i lavenergihuse er velkendte og enkle og burde være et overstået kapitel.

Det mener indeklimaekspert Tine Steen Larsen, der har en baggrund som forsker i indeklima ved Aalborg Universitet og i dag er tilknyttet som konsulent ved Byggeri & Business på University College Nordjylland (UCN). Udmeldingen kommer i kølvandet på sidste uges skriverier, hvor bl.a. Jyllands-Posten kunne berette om, at overophedning er et velkendt problem i lavenergihuse.

- Kritikken tager blandt andet afsæt i et konkret hus, der er seks år gammelt, og dermed slet ikke tager højde for den viden, vi har høstet de sidste par år. Huset fremstår med et meget stort glasparti i facaden, der ikke kan afskærmes, og det ser heller ikke umiddelbart ud til at vinduerne kan åbnes. Kort sagt mangler netop de muligheder for passiv køling, som kunne have hjulpet familien til et bedre indeklima, fortsætter Tine Steen Larsen og pointerer, at blandt andet erfaringer fra Komforthusene ved Vejle viser, at man via korrekt design af bygningen sagtens kan holde temperaturen nede, siger Tine Steen Larsen og fortsætter:

- Der er slet ikke belæg for at installere energislugende og vedligeholdelsestunge køleanlæg i korrekt designede lavenergihuse, men mulighederne for naturlig ventilation og udvendig solafskærmning skal tænkes ind fra starten, for det er både dyrt og besværligt at rette op på et lavenergihus, der er designet forkert.

- Man kan derfor roligt fortsætte med at bygge lavenergibyggeri uden at være bange for at smelte i sit nye hus, hvis bare det er designet korrekt, konstaterer Tine Steen Larsen og tilføjer sluttelig, at vejen til et bedre indeklima i lavenergibyggeriet nu også bakkes op af konkret lovgivning om dokumentation af termisk indeklima i kritiske rum i både lavenergiklasse 2015 og bygningsklasse 2020.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109