Vandkunsten vinder Faaborgs kulturhus
Faaborg-Midtfyn Kommune har netop afsløret, at Vandkunsten sammen med Henry Jensen A/S har vundet konkurrencen om Faaborgs kulturhus Helios.
Projektkonkurrences program lød på at skabe et levende og rummeligt kulturhus med udgangspunkt i de eksisterende bygninger, der i dag rummer biografen Helios-teatret. Derudover omfatter det en helhedsplan for byrummet omkring kulturhuset samt rammerne for placeringen af en dagligvarebutik og dennes samspil med kulturhuset og det omkringliggende byrum.
Kulturhuset Helios ligger i overgangen mellem den gamle del af Faaborg og de senere tilkomne havnearealer. I dag er der allerede flere projekter, der er ved at omdanne havnen. Blandt andet det kommende havnebad og en promenade. Selvom bygningerne i dag er i en meget dårlig stand rummer Helios en fin sal med uovertruffen akustik og er vært for koncerter og filmfremvisninger.
Klar prioritering
Vandkunsten oplyser, at firmaet i disponeringen af den stramme økonomiske ramme har valgt at prioritere den nye foyer, byrummene omkring kulturhuset, genindretning af servicearealerne vest og øst for salen samt en efterisolering af salens tag og facade udvendigt.
Forslagets hovedgrebet består i en bymæssig passage mellem Østergade, Banegårdspladsen og havnen som skaber en oplevelsesmæssig vandring fra det intime til det offentlige, en ny foyerbygning omkring den eksisterende sal som tilbyder flere forskellige funktioner, en dagligvarebutik som er disponeret så den danner en rumskabende og grøn væg med nicher ud mod den nye bypassage som har nogle få hovedelementer som tillader den at indgå i et samspil med byens nye kulturhus.