23948sdkhjf

Regnvand og Rabalder i Musicon

Roskilde løb med årets byplanpris foran Ikast og København.
Den 4. oktober fik Udvalgsformand Torben Jørgensen fra Roskilde Kommune overrakt årets Byplanpris.

Der var tre nominerede, nemlig Ikast-Brande Kommune for områdefornyelse i Nørre Snede og Københavns Kommune for deres udvikling af byens rum og endelig Roskilde Kommune for en ny multifunktionel aktivitetspark og for ualmindelig kreativ planlægning i byudviklingsområdet Musicon.

Overrækkelsen foregik under overværelse af 600 planlæggere og politikere på det årlige Byplanmøde, der i år afholdes i Svendborg. Prisen er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening.

Kreativ bydel
Rabalder Parken er en del af Roskilde Kommunes store byudviklingsområde kaldet Musicon. Visionen for Musicon er at skabe en kreativ bydel og der satses på midlertidighed og gradvis omdannelse.

I dag huser bydelen en dansescene, galleri, kunstskole, øvelokale, skaterhal, computerspillehal, kunstværksteder, innovative kontorer mv. Musicon kommer til at huse Danmarks Rockmuseum og det er planen at der i fremtiden kommer kreative familieboliger, butikker og flere kreative erhverv.

Livet før byen
I Musicon satser kommunen på ”liv før byen”. Man har valgt at etablere et aktivt, attraktivt uderum som et led i den overordnede byudviklingsstrategi. Rabalder Parken anlægges derfor lang tid før området er udbygget. Da der er tale om en forurenet grund, hvor alt vand skal afledes på overfladen, er der udviklet et projekt, der vender netop denne udfordring til et potentiale.

Vand og bevægelse
Rabalder Parken, der blev indviet i august, består bl.a. af regnvandskanaler, regnvandsbassiner og en vandtrappe. Der får skaterne mulighed for at boltre sig. I søen vil der altid være vand, engen fyldes, når det regner kraftigt og endelig er der bowlen, der kun bliver fyldt ved ekstremregn. Ved vandkanten er der anlagt en oplevelsessti med beplantning, fitnesredskaber, trampoliner, siddemøbler og hængekøjer.

Rabalder Parken i Musicon fik Byplanprisen for den stærke byudviklingsstrategi. Roskilde kommune holder fast og viser samtidig, hvordan et stort, teknisk anlæg til overfladisk regnvandsopsamling kan bruges rekreativt. Det kan andre kommuner lade sig inspirere af.

Rabalder Parken er udviklet i samarbejde med og med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden, Foreningen Roskilde Festival, Nordea Fonden samt Unicon Beton. Den rekreative del af parken koster omkring 10 mio. kr., mens det tekniske anlæg beløber sig til ca. 25 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142