Favrskov har energirenoveret for 20 millioner
NRGi har energimærket over 150 af Favrskov Kommunes ejendomme, og kommunen vil, når 2012 rinder ud, samlet have brugt 20 mio. kr. på energirenoveringer.
Økonomisk betyder energirenoveringen, at der indtil videre hvert år spares over to mio. kr. på energiregningen. På klimasiden er målet at reducere udledningen af CO2 med 30 procent i 2025.
NRGi har energimærket over 150 af Favrskov Kommunes ejendomme. Mærkningen har sat fokus på områder, der kunne forbedres: Udskiftning af belysning, optimering af varmeanlæg, ny isolering, opsætning af solceller osv.
Stor indsats på institutioner
Favrskov Kommune har, når 2012 rinder ud, samlet brugt 20 mio. kr. på energirenovering.
Nogle af renoveringsopgaverne hænger sammen med NRGis energimærkning, mens andre opgaver er gennemført som en del af den løbende vedligeholdelse. Energiforbedringerne er i første omgang gennemført på blandt andet daginstitutioner, haller, ældrecentre samt kulturhuse.
- Vi har helt bevidst brugt energimærkerne til at lave en aktiv indsats på institutionerne, og det har vist sig at være en succes. I vores nyligt vedtagne Klimaplan 2025 har vi et mål om at reducere CO2-udledningen med 30 procent i 2025. Allerede nu er vi på 13 procent, og vi har sparet 2,3 millioner kroner, siger Mette Thorndahl klimakoordinator i Favrskov Kommune.
ESCO-udbud på skoleområdet
Favrskov Kommune arbejder lige nu med at lave et udbud på skoleområdet, som vil blive udført efter ESCO-modellen.
Udbuddet vil indeholde renovering af installationer og klimaskærme, og der skal dermed ses på både belysningsanlæg, ventilation, hulmursisolering og lavenergivinduer. Udbuddet vil desuden betyde, at kommunen vil undersøge, om der skal sættes flere solceller op, og hvordan man sikrer den bedst mulige energirådgivning af både ansatte og brugerne af skolerne.
- Det giver god mening at tage fat på skoleområdet, da skolerne udgør næsten halvdelen af vores bygningsmasse. Desuden har vi flere ældre skoler, hvor der er behov for renovering. På skolerne har vi også en mulighed for at lave projekter, hvor vi kan inddrage eleverne, og på den måde synliggøre arbejdet med energibesparende tiltag, siger Mette Thorndahl.