Dansk Byggeri samler Sydjylland
Tre regioner bliver til én, idet Dansk Byggeri har valgt at slå regionerne Sydvestjylland, Sønderjylland og Sydøstjylland sammen.
- Der er rigtig meget fornuft i at samle kræfterne. Vi ønsker at skabe en profil for Dansk Byggeri i Sydjylland, der kendetegnes ved klare erhvervspolitiske synspunkter og et aktivt og konstruktivt samarbejde med kommunerne om rammerne for bygge- og anlægsområdet, siger Michael Mathiesen, der heller ikke lægger skjul på, at der menes at være god økonomi og drift i en sammenlægning.
Region Sydjylland vil samtidig komme i bedre overensstemmelse med de offentlige regionsgrænser, da sammenlægningen medfører et farvel til to kommuner, Horsens og Hedensted, der fremover hører til Dansk Byggeri Østjylland.
Bestyrelsen i Dansk Byggeri Østjylland har for længst tilkendegivet, at man byder medlemmerne fra Horsens og Hedensted velkomne. Dermed bliver bestyrelsen i Dansk Byggeri Østjylland udvidet med to pladser til Horsens og Hedensted.