59 plejeboliger endeligt klar i Åbyhøj
Da de 59 plejeboliger 'Sifsgård' i Åbyhøj blev indviet den 4. oktober var det kulminationen på mange års arbejde.
Projektarbejdet med boligerne gik i gang allerede i 2003, men først i 2009 kom der gang i selve byggearbejdet på hjørnet af Thorsvej og Silkeborgvej.
Den lange projekterings- og byggeperiode skyldes, at byggeriet har været ramt af en stribe forsinkelser og uheld: dårlige bundforhold, problemer med en støttemur ud mod Silkeborgvej, forurening af byggegrunden, indtrængen af vand, forsinkelser på grund af vintervejr, hærværk, en entreprenør, der måtte udskiftes midt i det hele, voldgiftssager – der findes nærmest ikke den forhindring, som ikke er blevet lagt i vejen for Sifsgård.
Inddrager alle
Men nu står de 59 boliger, hvor den første beboer flyttede ind den 15. februar, så klar og alle boligerne er i dag udlejet.
Huset kommer til at danne ramme om en særlig indsats, der skal skabe trivsel, styrke borgernes sundhed og forenkle og effektivisere arbejdsgangene. Beboerne bliver inddraget aktivt i planlægningen af hverdagen, og deres familie, de frivillige og hele nærmiljøet i Åbyhøj deltager også aktivt i dagliglivet på Sifsgård. Man gør også brug af det allernyeste inden for velfærdsteknologiske hjælpemidler, i samarbejde med Aarhus Kommunes Velfærdsteknologiske Udviklingssekretariat.