Horsens har holdet på plads til skoleudbygning
Boliger og borgere bliver flere og flere i Egebjerg nord for Horsens, og med befolkningstallet stiger også antallet af børn og dermed presset på den lokale Egebjergskolen. Horsens Kommune har derfor valgt at udvide skolen, og nu er der sat navn på totalentrepriseholdet, der skal stå for til- og ombygningen.
Totalentreprenør bliver Lokato Entreprise fra byen Flemming vest for Horsens, arkitekt bliver Arkitektfirmaet Vallentin Haugland i Horsens, mens OJ Rådgivende Ingeniører står for ingeniørydelserne. Det oplyser arkitektfirmaet i en pressemeddelelse.
Byggeriet omfatter en ny tilbygning til skolen på i alt 1.300 kvm fordelt på to etager, der sammenbygges med den eksisterende skole. Som en del af opgaven skal de nære udeområder omlægges.
Økonomisk frigav Horsens Byråd i maj i år 28 mio. kr. til udvidelsen. Af den samlede anlægssum var forventningen, at 1,2 mio. kr. skulle gå til rådgivning.
Da byrådet gav grønt lys, blev det bemærket, at: ”Den usikre situation i øjeblikket hvad angår priser på bygge- og anlægsområdet gør, at der er en risiko for, at projektet bliver dyrere.”
I forhold til byggestart lød forventningen i maj, at man vil kunne markere første spadestik i foråret 2023, så de nye lokaler kan være klar til brug fra august 2024.