Stor brand på trævirksomhed - én bygning brændt ned
Ved fire-tiden natten til tirsdag opstod der ildebrand hos Sindal Trappen, Vinkelvej i Sindal.
Vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi oplyste ved 5.45-tiden, at der blev slået alarm via 112, og på det tidspunkt kunne der ses flammer op gennem taget på en af bygningerne på virksomheden.
- Den bygning er brændt helt ned, og branden har spredt sig til en silo med spån. Desuden arbejder brandfolkene på at redde en anden bygning, lød det fra vagtchefen.
Politiet har etableret vejspærring, så brandfolkene kan komme til.
- Der var ingen til stede på virksomheden, og jeg kan ikke sige noget om brandårsagen endnu. Der er ikke melding om, at røgen skulle give problemer, for der er temmelig vindstille, lød det fra vagtchefen.
Det forventes, at slukningsarbejdet vil vare i flere timer.