Storentreprenør vil bygge 'gratis' tunnel
En kombineret vej- og jernbanetunnel kan blive løsningen på aktuelle trængselsproblemer i Stockholm. Skanska er klar til at påtage sig opgaven.
Tunnelen foreslås finansieret via brugerbetaling med en pris på 35 svenske kroner pr. tur for anslået 75.000 biler i døgnet, og Dagbladet Børsen oplyser – med henvisning til avisen Dagens Industri – at Skanska er klar til at bygge og finansiere tunnelen. Koncernen vil efterfølgende stå for at administrere betalingssystemet, og efter 30 år er planen at overdrage tunnelen til Staten.
- Det er en meget almindelig løsning i andre lande, men ikke i Sverige, siger Skanskas adm. direktør Johan Karlström ifølge Børsen til Dagens Industri.
Det anslås, at udliciteringsmodellen vil betyde, at den 10-12 mia. kr. dyre tunnel kan bygges i løbet af 12 år mod 21 år ved en traditionel, statsfinansieret og -drevet model.