Solceller har været en livsline for installatørerne
Den voldsomme fremgang i antallet af solcelleanlæg har skabt anslået 600 årsværk hos el-installatørerne. Tallet kan stige til 1.500 om tre år.
Danskerne store lyst til at investere i solceller har ifølge Tekniq skabt ca. 600 årsværk hos installatørerne, og fremgang kan blive større endnu:
- Det her er kommet midt i en krise og har været en livline for nogle virksomheder. Om tre år kan solceller måske skabe 1.500 job. På fremtidens huse vil det være installeret fra starten, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i Tekniq, til Berlingske.
Beskæftigelsen i el-faget oplevede et stort fald siden toppen i 2008, hvor der var 27.200 jobs. I 2011 var det reduceret til 24.300 ansatte – et fald på 11 procent. Nu er forventningen så, at det vil stige til 24.600 ansatte i årets løb.
Beskyldning om løftebrud
Fremgangen og den spirende optimisme, som solceller har været med til at skabe i el-branchen, får også Niels Jørgen Hansen til at kritisere regeringens ideer om at indstille nettomålerordningen samt opgive en erstatningsordning for BoligJob-ordningen målrettet energirenoveringer:
- Vores medlemmer har kunnet mærke Boligjob-ordningen. Vi er dybt skuffede over, at regeringen begår løftebrud og ikke lever op til sit tilsagn om at indføre erstatningen i form af puljen til energirenoveringer, som er en del af regeringsgrundlaget, siger Niels Jørgen Hansen til Berlingske.
Hvor der ved årsskiftet var installeret ca. 3.600 solcelleanlæg, var der pr. 20. september oppe på 24.957 anlæg. Det har Energinet.dk oplyst til avisen.