Transportcenter udvides
Køge Kommune og Energiforsyningen igangsætter nu den sidste del af byggemodningen af Skandinavisk Transport Center (STC).
Byggemodningen udføres af entreprenørfirmaet M. J. Eriksson, som den 24. september begynder med at etablere skurby m.v. på Ølsemaglevej. Umiddelbart herefter begynder selve gravearbejderne, som forventes afsluttet i sommeren 2013. Hele transportcentret er hermed fuldt udbygget og har samlet set strakt sig over mere end en 10 årig byggeperiode.
Byggemodning af den sidste del af transportcenteret indebærer en permanent lukning af en del af Ølsemaglevej – og denne lukning forventes at ske i starten af oktober måned.
Transportcentret udvides hermed med mere end ½ mio. kvadratmeter, idet udvidelsen strækker sig godt 700 meter mod nord. Udvidelsen svarer til næsten halvdelen af det nuværende transportcenter eller 6 - 700 almindelige parcelhusgrunde. STC udvides bl.a. for at gøre plads til større lager, logistik – og transportfirmaer som allerede har underskrevet grundkøbsaftaler.