Seniorboligprojekt til 80 millioner vinder i Hørning
Boligsøgende seniorer får mere at vælge imellem i hjertet af Hørning.
De folkevalgte i Skanderborg Kommune har valgt Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) som vinder af et seniorboligprojekt udbudt på Vestervej 11 i Hørning, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
AAB-projektet hedder ”Smedens Have”, fordi der tidligere har ligget en gammel smedje på området. Det omfatter 37 boliger fordelt på 3.437 kvm inklusive fælleshus. Prisen for det samlede byggeri anslås til knap 80 mio. kr.
AAB’s vinderbud var i konkurrence med projekter fra to andre almennyttige boligselskaber, Alboa og Skanderborg Andelsboligforening.
– Det er faktisk boligorganisationerne selv, der har opfordret os til at lave konkurrencer som denne for at få nogle flere spændende forslag at vælge imellem, fortæller borgmester Frands Fischer i pressemeddelelsen.
"Flot tilpasset den eksisterende bebyggelse"
Et bedømmelsesudvalg har vurderet de tre indkomne forslag og givet point efter en række kriterier. Bedømmelsen indgik i Byrådets vurdering.
AAB-projektet scorer blandt andet højt i ’Arkitektur’ og ’Udearealer’, fordi det - hedder det i pressemeddelelsen - er flot tilpasset den eksisterende bebyggelse i nærområdet. Derudover viser skitserne for projektet en indbydende adgang til området med brede stier, grønne kiler og et lille hyggeligt torv.
– Borgerne i Hørning kan se frem til 37 nye boliger fra 65-110 kvm. Boliger i forskellige størrelser var noget af det, borgerne ønskede på dialogmødet. Det gule hus på grunden, som mange i Hørning nok kender, bliver sat i stand og bliver brugt til fælleshus, siger Tina Lundum Jensen, direktør i AAB.
Forventer byggestart i 2025
Bæredygtighed er også et af kriterierne. AAB etablerer et regnvandsbassin, som opsamler regnvand i stedet for, at det i ryger i kloaknettet. Bassinet har samtidig stor rekreativ værdi for beboere og gæster i området.
Målet er, at projektet skal certificeres til DGNB guld.
Byrådet har også besluttet, at Skanderborg Kommune sælger Vestervej 11 til AAB for 7,2 mio. kr.
Nu går planarbejdet i gang, og det ventes afsluttet medio 2024. Derefter følger et udbud af selve byggeprojektet.
Første spadestik til Smedens Have ventes at ske i starten af 2025.