Finanslov kan koste tusinder af praktikpladser
Et stort antal virksomheder forventer at oprette færre praktikpladser, hvis regeringen fjerner det nuværende tilskud. Det viser en undersøgelse fra Håndværksrådet.
Det viser svar fra 732 virksomheder i en ny medlemsundersøgelse, Håndværksrådet har gennemført. Præmie- og bonusordningen, der i dag belønner virksomheder, som påtager sig et uddannelsesansvar, står nemlig til at blive afskaffet i regeringens finanslovsforslag.
- I dag tager de små og mellemstore relativt flere lærlinge ind end større virksomheder, hvilket AE Rådet senest har dokumenteret i en undersøgelse fra 10. september. Vores egen medlemsundersøgelse viser, at Håndværksrådets medlemmer vil ansætte færre lærlinge, hvis præmie- og bonusordningen nedlægges. Derfor er det særligt bekymrende, at ordningen nedlægges netop nu, hvor praktikpladskøen kun ser ud til at blive længere, siger Heike Hoffmann, erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet.
Fortsat behov for kriseinstrument
Præmie- og bonusordningen blev indført af tidligere undervisningsminister Bertel Haarder for at støtte de virksomheder, der påtager sig at uddanne lærlinge. I takt med at krisen blev skærpet, har skiftende ministre valgt at forhøje tilskuddet, så virksomheder i dag modtager 70.000 kr. for hver lærling, de ansætter.
- Vores medlemsvirksomheder har et meget stærkt ønske om at give deres fag videre til de unge, men de kan kun påtage sig ansvaret, hvis deres ordrebøger kan bære det. Vores medlemsundersøgelse viser tydeligt, at tilskuddet har været med til at opretholde virkelig mange lærepladser i de små og mellemstore virksomheder. I begyndelsen af uddannelsen er de unge typisk en omkostning for virksomhederne, så vi kan se, at tilskuddet netop er det rygstød, der skal til for at opretholde lærepladserne i en krisetid, siger Heike Hoffmann.
Alle virksomheder betaler i dag til præmie- og bonusordningen via Arbejdsgivernes ElevRefusion, AER. Ifølge Håndværksrådet er ordningen dermed et solidarisk kriseinstrument, hvor virksomheder uden lærlinge reelt støtter de virksomheder, der påtager sig et uddannelsesansvar.
- Fjerner man præmie- og bonusordningen, nedlægger man ikke alene mange praktikpladser. Man straffer også de virksomheder, der gør en indsats for at holde antallet af praktikpladser oppe, slutter Heike Hoffmann.
Fakta om undersøgelsen
Håndværksrådet har spurgt 732 virksomheder om deres mulighed for at oprette praktikpladser, hvis præmie- og bonusordningen bortfalder med udgangen af 2012.
Hvad vil det betyde for jeres beslutning om ansættelse af elev eller lærling, hvis præmie- og bonusordningen bortfalder i 2013?
Håndværksrådet har spurgt 732 virksomheder om deres mulighed for at oprette praktikpladser, hvis præmie- og bonusordningen bortfalder med udgangen af 2012.
Hvad vil det betyde for jeres beslutning om ansættelse af elev eller lærling, hvis præmie- og bonusordningen bortfalder i 2013?
Vi vil ikke ansætte elever/lærlinge, hvis ordningen bortfalder | 23 % |
Det vil ikke have nogen betydning for antallet af lærlinge i virksomheden | 20 % |
Vi vil ansætte færre elever/lærlinge, hvis ordningen bortfalder | 19 % |
Ikke relevant for min virksomhed | 33 % |
Ved ikke | 5 % |