Ændret skattelov rammer byggeriet
Tre ændringer i den nye skatteaftale kan få negative konsekvenser for bygge- og anlægssektoren.
De tre ændringer drejer sig om beskatning af arbejdsudleje, halvering af rejsefradraget samt afskaffelse af skattefrihed i Danmark ved mere end seks måneders arbejde i udlandet.
Beskatning af arbejdsudleje
Reglerne om arbejdsudleje strammes så udenlandsk arbejdskraft i større omfang kommer til at betale skat i Danmark. De nye regler for arbejdsudleje trådte allerede i kraft fredag den 14. september.
Hvis udenlandsk arbejdskraft med en udenlandsk arbejdsgiver udfører arbejde, der indgår som en integreret del af arbejdet i en dansk virksomhed, skal betalingen herfor beskattes i Danmark efter reglerne om arbejdsudleje.
De nye regler for arbejdsudleje har virkning for aftaler, der indgås eller ændres efter lovens ikrafttrædelse. Nuværende aftaler af længere varighed overgår dog til de nye regler den 1. oktober 2013. For øvrige aftaler finder de nye regler om beskatning af arbejdsudleje anvendelse fra den 1. juli 2013.
Halvering af rejsefradraget
Det eksisterende loft for fradrag for rejseudgifter og dobbelt husførelse, også kaldet rejsefradraget, halveres fra de nuværende 50.000 kr. til 25.000 kr. per år med virkning fra og med 2013.
Benyttes standardsatsen på 650 kr. per døgn, betyder det, at man højst har mulighed for at fradrage udgifter i 38 døgn per år. Fradragsloftet gælder både for fradrag med standardsatser og med faktiske udgifter.
Ophævelse af ligningslovens § 33 a
Ligningslovens § 33 a gør, at en fuldt skattepligtig person fritages for beskatning i Danmark af lønindkomst erhvervet under ophold i udlandet af mindst seks måneders varighed.
Med de nye regler ophæves ligningslovens § 33 a, så lønindkomst erhvervet i udlandet beskattes på lige fod med lønindkomst erhvervet i Danmark.
Kilde: Dansk Byggeri