Ombygning af Kvæsthusmolen i gang
Denne uge gik arbejdet i gang med at etablere Københavns nye store plads på Kvæsthusmolen og parkeringsanlægget med 500 pladser nedenunder.
Københavns Energi etablerer en byggeplads på Sankt Annæ Plads i forbindelse med omlægning af de underjordiske ledninger. Dette arbejde udføres fra den 17. september til primo januar 2013. I den forbindelse bliver der også etableret byggeplads samt kørt maskiner og materialer til Kvæsthusmolen.
Efter det forberedende arbejde går selve byggeriet af parkeringsanlægget i gang ultimo januar 2013. Arbejdet vil fortsætte i forskellige faser, indtil plads og parkeringsanlæg er klar til åbningen og indvielse i 2015.
NCC er entreprenør på ledningsomlægningen for Københavns Energi og etableringen af byggepladsen i den forbindelse. NCC står for dag-til-dag information om eksempelvis gener fra arbejdet og varslinger til naboerne.