SHL vinder international hæder
Schmidt hammer lassen architects og Aarhus Kommune er blevet udpeget til at modtage prisen Best Collaboration Award 2012.
Ifølge bedømmelseskomiteens rapport vil “den intensive inddragelse af brugerne være positiv for den fremtidige udvikling af biblioteket som offentligt sted for informationssøgning og udveksling af ideer.”
Associeret partner hos schmidt hammer lassen architects Trine Berthold forklarer:
- Brugerne tog ejerskab for bygningen, og deres engagerede deltagelse har resulteret i et bibliotek, som virkelig har karakter af at være ”borgernes hus”. Der var konstruktive fakta, der påvirkede designet, men brugernes passionerede drøm om bibliotekets fremtidige brug og organisering har bestemt haft indflydelse på resultatet. Opsummeret, så har vi nu en bygning, der allerede før indvielsen er blevet en positiv historie i mange menneskers bevidsthed.
Biblioteket som folkeligt mødested
Filosofien bag brugerinddragelsen er, at et levende bibliotek kun kommer til live ved aktivt at involvere de mennesker, der kommer til at bruge det. Derfor har Aarhus’ borgere og det fremtidige bibliotekspersonale være inddraget i designprocessen. Samtidig med brugergruppe- og borgermøder har informationer, billeder og film om det kommende bibliotek været tilgængelige på Multimediehusets hjemmeside, der også rummer online dialog, kommentarer og borgernes holdninger.
- Det afgørende i det nye Multimediehus er at gentænke biblioteket som et folkeligt mødested i byen. Multimediehuset repræsenterer en helt ny generation af moderne, hybride biblioteker, som rummer et mangfoldigt anvendelsespotentiale, forklarer partner hos schmidt hammer lassen architects Kim Holst Jensen.
Kommunens projektleder på Multimediehuset, Marie Østergård, uddyber:
- Multimediehuset bliver et enestående sted for borgernes læring, oplevelser og vidensbaserede aktiviteter. Ambitionerne er at skabe et demokratisk sted, som stimulerer netværk, uformel læring og personlig udvikling; som kombinerer interaktivitet, medier, mennesker og steder; fremmer og udvikler nye former for borgerinddragelse og skaber partnerskaber, så aktiviteter kan udvikles i et samarbejde.
Fem europæiske teams har vundet en Best Collaboration Award 2012. Ud af de fem vindende teams fremhæves én enkelt særskilt, hvilket finder sted under en prisoverrækkelse i Groeningen, Holland den 20. september 2012.
Multimediehuset forventes at stå færdigt i 2014. Ud over Multimediehuset i Danmark arbejder schmidt hammer lassen architects for tiden på to andre biblioteksprojekter: ét i Halifax og ét i Edmonton, begge beliggende i Canada. I Halifax tager biblioteket nu form efter en lang række brugergruppemøder.