Saint-Gobain hædrer unge danske talenter
Vinderne i Saint-Gobain Habitat Award er netop fundet. Førstepræmien på 50.000 kr. går til et opsigtsvækkende projekt om arkitektur i Grønland.
Iben Vadstrup Holm og Lise Birgens Kristensen fra Arkitektskolen Aarhus modtog 50.000 kroner for vinderprojektet i Saint-Gobain Habitat Award. (Foto: Kenneth Havgaard)
Hele 45 afgangsprojekter deltog i priskonkurrencen, og vinderne fik overrakt diplomer og belønninger ved et arrangement mandag hos Saint-Gobain i København.
- Det har været meget positivt med den store interesse for at deltage i Saint-Gobain Habitat Award. Projekterne dokumenterer, at de studerende formår at tænke arkitektur ind i helheder, hvilket er en vigtig opgave for arkitekturen i dag, siger arkitekt Kasper Guldager, der har været del af juryen sammen med blandt andre Dorte Mandrup.
Opsigtsvækkende projekter
Juryen valgte at give førstepræmien på 50.000 kr. til projektet ”Possible Greenlands”. Her giver Lise Birgens Kristensen og Iben Vadstrup Holm en kvalificeret gennemgang af, hvordan man kan anvende moderne teknologi i byggeriet på en bæredygtig måde og rodfæste det i grønlandsk kultur.
- Det er en stor ære at få denne anerkendelse for sit afgangsprojekt, som jo er den sidste chance på skolen for at vise, hvad man kan. I forlængelse af dette, er det helt og aldeles fantastisk at afslutte vores studie med at modtage denne flotte pris, lyder det fra prismodtagerne.
Andenpræmien gik til Maria Bjerg Nørkjær for et projekt om tredimensionale bygningsfacader inspireret af den parisiske Hausmann-stil. Og tredjepræmien fik Odin Lapholm for sit bud på boliger for hjemløse. Desuden var der hædrende omtale af Lise Kloster Bros projekt om skovrejsning i Odsherred, Søren Yde Jensen for et projekt om parcelhuset og Karianne Halse for et projekt om en Barnacle Removing Plant i New York.
Saint-Gobain Habitat Award har til formål at bringe dygtige arkitektspirer fra Kunstakademiets Arkitektskole og Arkitektskolen Aarhus frem i lyset – og give mulighed for at vise, hvordan nye teknologier og innovativ tænkning kan åbne muligheder, samtidig med at vi passer på både ressourcer og kulturelle værdier.