DTU’s plusenergihus på plads i Madrid
DTU’s innovative plusenergihus, Fold, er nu opstillet i Madrid, hvor det deltager i den prestigefyldte internationale konkurrence Solar Decathlon Europe 2012.
Huset var opført i løbet af foråret på DTU Campus og blev officielt indviet 13. juni af klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.
Efter den lange køretur er huset samlet igen og opstillet i Madrid, hvor det deltager i den prestigefyldte internationale konkurrence Solar Decathlon Europe 2012, der blev åbnet den 13. september af den spanske minister for offentlige arbejder, Ana María Pastor Julián.
Demonstration af vedvarende energi i byggeri
DTU’s hus er de næste 14 dages tid udstillet sammen med projekter fra 15 andre lande på Villa Solar, som er lokaliseret i Casa de Campo parken. Konkurrencen afgøres lørdag 29. september.
Solar Decathlon konkurrencen har som formål at skabe ny viden og opmærksomhed om lavenergibyggeri og brug af vedvarende energi som solenergi til opvarmning og køling af vores bygninger. Målet er at demonstrere, at en mere effektiv udnyttelse af vedvarende energi er såvel praktisk som økonomisk mulig.
Reducere energiforbruget med fundamentale designløsninger
DTU’s bud på fremtidens hus blev skudt i gang i juni 2011 med et todages seminar på DTU, hvor DTU-studerende og interessenter fra byggebranchen begyndte projekteringen af huset. De studerende, som deltager i projekter, er fra følgende DTU’s studieretninger Byggeteknologi, Bygningsdesign, Miljøteknologi, Softwareteknologi og Konstruktion & Ledelse, og de har bidraget med kompetencer inden for energi, indeklima og miljø.
Det 70 kvadratmeter store hus har form som et stykke papir, der folder sig om dets beboere med bæredygtig teknologi og grønne løsninger. Hovedideen bag projektet er at reducere energiforbruget ved hjælpe af fundamentale designløsninger såsom geometri og orientering i forhold til solen.
Huset er tænkt som et integreret design – det betyder, at huset er udstyret med det nyeste inden for energibesparende teknologier, der et tænkt sammen i et intelligent design, der bedst muligt udnytter den nyeste innovative produktudvikling.
Projektet er blevet til i tæt samarbejde med sponsorer som Grundfos, Rockwool, Schneider Electric og Uponor.