Middelfart vil gøre boligejere til energikonsulenter
Boligejere med interesse for efterisolering, solceller, nye vinder og andet, der giver energibesparelser i boligen tilbydes nu at blive deres egen energikonsulent.
- I forhold til traditionelle oplysningskampagner synes jeg virkelig kurset ”bliv din egen energikonsulent” er noget af det bedste vi har tilbudt borgerne i den grønne vækstkommune i lang tid. Kurset kørte første gang sidste år og blev en stor succes. Derfor gentager vi kurset igen sammen med FO/LOF Ejby dette efterår, udtaler borgmester Steen Dahlstrøm.
Kurset består af seks kursusgange og indeholder bl.a. temaerne:
- Beregn dine besparelser og få dem finansieret
- Gennemgang af hvor, og hvordan, du laver energibesparelser i boligen
- Vedvarende energi – er det noget for mig? Solceller, varmepumper med mere.
- Gennemgang af termofotografier – foto fra din egen bolig
- Tips, tricks samt vejledning til dine boligforbedringsønsker fra uddannede energivejledere og håndværksmestre
- Det er et spændende kursus, der tiltrækker mange nye kursister. Kurset er konkret, kompakt, relevant og praktisk anvendeligt for boligejere. For eksempel får alle deltagerne termofotograferet deres hus, så man kan se, hvor varmeudslippet i huset stammer fra. Dertil får man direkte anvist, hvad man kan gøre, hvad det koster og hvordan man kommer i gang med at forbedre sin bolig. Man bliver også klogere på, hvad man selv kan gøre, og hvad man bør lade fagfolk udføre, forklarer skoleleder Lissen Christensen.