23948sdkhjf

Sweco henter ny chef - skal opbygge offshore-segmentet

Med energiøerne i Nordsøen og ved Bornholm samt de øvrige politiske aftaler om at udnytte vind i danske farvande vil markedet for offshore vind vokse markant de kommende år.

For at få del i den vækst har Sweco ansat Peter Munk som ny markedschef.

- Jeg er kommet til Sweco for at opbygge offshore-segmentet. Der er et kæmpe forretningspotentiale, og vi har stærke ressourcer i huset. Vi har både specialister og den bredde i kompetencer, der skal til for at levere høj kvalitet i krævende vindprojekter, siger Peter Munk.

Sweco har i to omgange det seneste halvandet år vundet opgaven som rådgiver for Energistyrelsen på Energiøen i Nordsøen.

I den forbindelse har Sweco ansat flere ledende eksperter indenfor centrale områder i udvikling af havvind, og nu er Peter Munk altså kommet til i en rolle som markedschef. Han tiltrådte den 1. oktober og har allerede sikret den første opgave til Sweco.

Siemens, Ørsted og Hofor

63-årige Peter Munk har en lang og alsidig karriere bag sig. Med erfaring fra både entreprenør-, arkitekt- og rådgiverbranchen har han arbejdet på en lang række danske byggeprojekter, ligesom han har prøvet kræfter med livet som selvstændig som direktør for eget tømrerfirma.

Den røde tråd har dog altid været ledelse og udvikling, og de senere år har Peter Munks arbejde i stigende grad kredset om vedvarende energi. Først i Atkins energiafdeling, hvor han udviklede vindprojekter for Siemens og vindmøllefarme for Ørsted, og siden 2014 for Hofor.

I hovedstadens forsyningsselskab fik Peter Munk til opgave at udvikle og drive havvindsinitiativer med det formål at understøtte Københavns Kommunes ambitioner om at blive CO2-neutral.

- Som markedschef i Sweco skal jeg være udfarende og vinde projekter. Jeg brænder for bæredygtighed og energioptimering og mener, vi har et kæmpe potentiale, men også et forpligtende ansvar i Danmark til at udnytte vores erfaringer til at sætte yderligere skub i udbygningen af vind på verdensplan. Vi har ambitionerne, den politiske vilje og finansieringen, men supply chain, råstoffer og fabrikker kan blive en udfordring, siger Peter Munk.

De seneste år har Peter Munk bl.a. arbejdet på projekter med fokus på levetidsforlængelse af vindmøllefarmen på Middelgrunden, hvis fundament Sweco i sin tid lavede detaljeret design på.

Peter Munk er uddannet i økonomi og som diplomingeniør.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Sweco
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.052