Grønt lys til midtjyske hospitalsbyggerier
Bredt forlig i Region Midtjylland betyder byggekraner på arbejde i Aarhus, Gødstrup, Viborg, Horsens og Randers.
DNU i Skejby er et af de store sygehusbyggerier, der skyder op i det midtjyske over de kommende år. (Visualisering: Rådgivergruppen DNU I/S).
Bag aftalen står Socialdemokraterne, Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Fælleslisten og Poul A. Christensen (uden for parti).
Helt centralt står de mange byggeprojekter, der skal løfte forholdene for patienterne og give mulighed for at tilrettelægge arbejdet i sundhedsvæsenet mere effektivt.
Regionsrådet har med aftalen prioriteret ikke bare de tre byggeprojekter i Aarhus, Gødstrup og Viborg, som får særlig statsstøtte, men også et løft af hospitalerne i Randers og Horsens.
- Hospitalsplanen med fem stærke akuthospitaler er den langsigtede plan, vi som regionsråd forfølger. Derfor har vi nu lagt en ambitiøs investeringsplan for de kommende år. Det er godt for patienterne, som får bedre rammer og en behandling af høj kvalitet i de fem fælles akutmodtagelser. Og det gavner samtidig beskæftigelsen i en byggesektor under pres, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).